lørdag den 7. marts 2015

At være den efterladte.

Advarsel: Det er indlæg kommer til at handle om, hvordan det er at sidde tilbage efter en nær person har begået selvmord. Det vil indholde mine tanker og følelser, og er derfor meget personligt.

Jeg havde knap nok startet min blog op, da min mor begik selvmord. Som jeg også har skrevet før var jeg dybt afhængig af min mor på daværende tidspunkt, og da jeg fandt ud af at det var hende, der var sprunget ud foran toget. Mine første og eneste tanker den dag, og i lang tid efter var "Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Hvordan skal jeg klare mig uden dig?!" Jeg var sønderknust, min mor var mit et og alt. 

Når folk finder ud af at ens mor er død, strømmer det somregl ind med div. kondolancer og beskeder om at de altid vil være der for en, at jeg altid kan skrive og mere i den stil. Men i dag, 1 år og 8 måneder efter min mor døde, føler jeg ikke at det er ok at savne min mor. At folk synes jeg skal komme videre, men hvordan skal man komme videre med 1000 tanker flyvende rundt i hovedet? 

En anden ting er også hvor tabu det er, at snakke om selvmord. Det er svært at få det beabrajdet ordentligt, og svært at få snakket om. 9 ud af 10 gange får man spørgsmålet "Hvordan døde hun, var det kræft? Var hun meget syg?" Og man kan ikke bare svare, ja hun var syg, for så spørger de mere ind. Jeg har altid svaret direkte, "ja hun var syg, min mor begik selvmord" Dér kommer den akavede stilhed og blikkende der kigger på en, som om at de både er bange men også har utrolig ondt af en. Problemet er at folk ikke tør sige noget! Det er altid kun et det gør mig ked af det, og videre i den dur. 

Selvfølgelig er det svært at vide hvordan man skal håndtere det, jeg havde en rigtig god ven på det tidspunkt, der trak sig fra mig, og da jeg endelig fik ud af ham hvad der var galt, sagde han at han var bange for at sige ting til mig, for han ville ikke gøre mig ked af det. Jeg forstår til fulde den følelse, men det er bedre at prøve at snakke om noget, end at lade som ingenting, eller forsvinde. Selvfølgelig er man død ked af det, men det gør endnu mere ondt, når folk bare trækker sig. Hvorfor skal det gå ud over MIG at min MOR begik selvmord?

Nu er der snart gået 2 år, og jo længere tid der går, jo flere spørgsmål kommer der. ikke kun om tiden op til hun døde, men også fra hele min barndom, og min tid som teenager på børnehjemmet. Tankerne flyver rundt, og jeg har derfor besluttet mig for at søge aktindsigt, i alt hvad kommunen har fra min barndom. 

Jeg står tilbage med så mange følelser efter min mors død, så mange spørgsmål og de holder mig vågen om natten. Det største spørgsmål er stadigvæk, hvordan hun kunne gøre det, og hvorfor hun ikke bad om hjælp. Og selvom folk prøver at overbevise mig om, at jeg ingen grund har til at føle skyldsfølelse, kan jeg stadigvæk ikke slippe følelsen af at det er min skyld, at hun begik selvmord. Fordi hun ikke kunne klare mig, fordi jeg har været umulig, og ikke kunne finde ud af at være alene, fordi jeg havde så meget brug for hjælp, at hun satte sig selv i baggrunden. I lang tid efter hun døde, blev jeg ved med at drømme at hun bare var blevet indlagt på psykriatrist hospital, og at hun kom hjem til Birgit, hvor hun fortalte at hun havde fået det bedre, og at hun ville have jeg flyttede hjem igen, og nu skulle vi have det godt begge to. Den drøm ender altid med at hun begår selvmord på en ny måde, og jeg er ødelagt mentalt, i flere dage efter, fordi den er så virkelig. 

Man kan selvfølgelig ikke vide hvad der ville være sket, hvis hun havde indlagt sig selv, om hun stadig ville have været her i dag. Birgits krisepsykolog fortalte hende en dag, at hendes erfaring var, at dem der skriver afskedsbrev når de begår selvmord, er tit dem der er i tvivl om deres handling, og også tit dem der overlever, hvor dem der intet siger eller viser, tit er dem det lykkedes for. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg vil vædde med, at hvis hun i det mindste bare havde skrevet undskyld, eller andet i den stil, så ville det være nemmere at tilgive hende, hvem ved. 

Jeg ved bare at jeg stadigvæk savner og mangler min mor.

5 kommentarer:

  1. Det er IKKE forkert at savne hende. Jeg savner næsten min far mere og mere jo længere tid han har været død. Det er en forfærdelig følelse at sidde tilbage og dem der har ikke har prøvet det vil aldrig kunne have hold i ordene "Jeg forstår virkelig godt hvordan du har det". Nej - det gør du ikke før du selv sidder i situationen. At miste uden at vide man kommer til det så hurtigt, er det VÆRSTE. Øv. Jeg har også drømme konstant om at min far er syg og kaster op, eller at han er kommet hjem til sit hus og ikke kan finde sine møbler osv. Og så vågner man op grædefærdig :( Kæmpe krammer. Vil altid være her for dig <3

    SvarSlet
    Svar
    1. Du forstår slet ikke hvor meget din støtte og venskab betyder for mig Mia. Du er fantastisk<3

      Slet
  2. Tanker til dig min far begik også selvmord for lidt over tre år siden. Det var også rigtig hårdt, men jeg er i dag kommet så langt, at jeg kan mærke livet begynde at blomstre igen, selvom det er hårdt til tider.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan også godt se at jeg ikke ville være kommet så langt, hvis min mor stadigvæk var i live i dag. Men hold nu kæft hvor ændre det ikke på at jeg savner hende.

      Slet
  3. Jeg har nomineret dig til en Leibster Blog Award, ved ikke om du har lyst til at være med.
    Kig evt mig blogindlæg her: http://jeasblanketanker.blogspot.dk/2015/03/leibster-blog-award-nomination.html

    SvarSlet

Tak for din kommentar. Jeg vil svare hurtigst muligt :)