At være den efterladte.

Advarsel: Det er indlæg kommer til at handle om, hvordan det er at sidde tilbage efter en nær person har begået selvmord. Det vil indholde mine tanker og følelser, og er derfor meget personligt.

Jeg havde knap nok startet min blog op, da min mor begik selvmord. Som jeg også har skrevet før var jeg dybt afhængig af min mor på daværende tidspunkt, og da jeg fandt ud af at det var hende, der var sprunget ud foran toget. Mine første og eneste tanker den dag, og i lang tid efter var "Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Hvordan skal jeg klare mig uden dig?!" Jeg var sønderknust, min mor var mit et og alt. 

Når folk finder ud af at ens mor er død, strømmer det somregl ind med div. kondolancer og beskeder om at de altid vil være der for en, at jeg altid kan skrive og mere i den stil. Men i dag, 1 år og 8 måneder efter min mor døde, føler jeg ikke at det er ok at savne min mor. At folk synes jeg skal komme videre, men hvordan skal man komme videre med 1000 tanker flyvende rundt i hovedet? 

En anden ting er også hvor tabu det er, at snakke om selvmord. Det er svært at få det beabrajdet ordentligt, og svært at få snakket om. 9 ud af 10 gange får man spørgsmålet "Hvordan døde hun, var det kræft? Var hun meget syg?" Og man kan ikke bare svare, ja hun var syg, for så spørger de mere ind. Jeg har altid svaret direkte, "ja hun var syg, min mor begik selvmord" Dér kommer den akavede stilhed og blikkende der kigger på en, som om at de både er bange men også har utrolig ondt af en. Problemet er at folk ikke tør sige noget! Det er altid kun et det gør mig ked af det, og videre i den dur. 

Selvfølgelig er det svært at vide hvordan man skal håndtere det, jeg havde en rigtig god ven på det tidspunkt, der trak sig fra mig, og da jeg endelig fik ud af ham hvad der var galt, sagde han at han var bange for at sige ting til mig, for han ville ikke gøre mig ked af det. Jeg forstår til fulde den følelse, men det er bedre at prøve at snakke om noget, end at lade som ingenting, eller forsvinde. Selvfølgelig er man død ked af det, men det gør endnu mere ondt, når folk bare trækker sig. Hvorfor skal det gå ud over MIG at min MOR begik selvmord?

Nu er der snart gået 2 år, og jo længere tid der går, jo flere spørgsmål kommer der. ikke kun om tiden op til hun døde, men også fra hele min barndom, og min tid som teenager på børnehjemmet. Tankerne flyver rundt, og jeg har derfor besluttet mig for at søge aktindsigt, i alt hvad kommunen har fra min barndom. 

Jeg står tilbage med så mange følelser efter min mors død, så mange spørgsmål og de holder mig vågen om natten. Det største spørgsmål er stadigvæk, hvordan hun kunne gøre det, og hvorfor hun ikke bad om hjælp. Og selvom folk prøver at overbevise mig om, at jeg ingen grund har til at føle skyldsfølelse, kan jeg stadigvæk ikke slippe følelsen af at det er min skyld, at hun begik selvmord. Fordi hun ikke kunne klare mig, fordi jeg har været umulig, og ikke kunne finde ud af at være alene, fordi jeg havde så meget brug for hjælp, at hun satte sig selv i baggrunden. I lang tid efter hun døde, blev jeg ved med at drømme at hun bare var blevet indlagt på psykriatrist hospital, og at hun kom hjem til Birgit, hvor hun fortalte at hun havde fået det bedre, og at hun ville have jeg flyttede hjem igen, og nu skulle vi have det godt begge to. Den drøm ender altid med at hun begår selvmord på en ny måde, og jeg er ødelagt mentalt, i flere dage efter, fordi den er så virkelig. 

Man kan selvfølgelig ikke vide hvad der ville være sket, hvis hun havde indlagt sig selv, om hun stadig ville have været her i dag. Birgits krisepsykolog fortalte hende en dag, at hendes erfaring var, at dem der skriver afskedsbrev når de begår selvmord, er tit dem der er i tvivl om deres handling, og også tit dem der overlever, hvor dem der intet siger eller viser, tit er dem det lykkedes for. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg vil vædde med, at hvis hun i det mindste bare havde skrevet undskyld, eller andet i den stil, så ville det være nemmere at tilgive hende, hvem ved. 

Jeg ved bare at jeg stadigvæk savner og mangler min mor.

Let's Do A Little Happy Dance!

I dag er i følge medierne 'blue monday' og skulle være den mest depressive dag, hele året. 

Min mandag startede da heller ikke fantastisk, jeg sov dårligt og havde mareridt, men det er jo ikke noget nyt. Men som hver mandag de sidste 2 måneder, skulle jeg i dag ud på klinik for personlighedsforstyrrelse. Jeg var ekstra spændt i dag, fordi jeg for 2 uger siden, var med i et forskningsprojekt de lavede om, hvordan de udredder folk. Min psykolog valgte at spørge mig, fordi hun var i tvivl om nogle af mine diagnoser, men også fordi at der er sket så meget, siden jeg blev udredt sidst, at det kunne være spændende at se om der var sket noget interessant. 

Og FUCK YEAH! (Padon my frence) Men efter at have gået i behandling på Klinik for angst i 2 år, fik jeg i dag fjernet ALLE mine angst diagnoser - Så nu kan jeg vinke farvel til general angst, panik angst og social angst. På en time blev mine diagnoser halveret, og det angst jeg har tilbage er typisk for en borderline diagnose - som jeg nu har fået, i stedet for en ængstelig personligheds struktur/forstyrrelse. Det med borderline havde jeg regnet med, så det kan ikke ødelægge mit humør. 

Desuden så gjorde det også bare mit humør endnu bedre, at kæresten havde en god første dag i arbejdsprøvning, at det har sneet/sner og der var ingen regninger i postkassen.

So.. Do a little happy dance with me and Ziam.
Det skal fejres!

 

Året der gik: 2014 Juli - December

Første del af året findes her Året der gik: 2014 Jan - Jun

Juli:

Indlæg: Det eneste indlæg skrevet i juli måned, blev nævnt i forbindelse med tilbageblikket på juni.

Måneden startede ud med at jeg havde mini på besøg før turen gik til Alanya. Jeg var 2 uger i Alanya med min bedste veninde, og det er godt nok den mærkeligste ferie jeg har været på. Der er mange gode minder, men endnu flere rigtig dårlige minder, der blev grædt rigtig meget. Jeg har aldrig prøvet at have hjemve i Alanya, men det havde jeg den her gang. Da jeg kom hjem var humøret helt ad helveds til, men heldigvis fik jeg Mini på besøg og brugte resten af måneden, med at putte med hende. 

August:

Indlæg: i august skrev jeg om at blive forelsket i indlæget A Little Thing Called Love.

Jeg både startede og stoppede på HG i august. At gå fra intet at have lavet i næsten 4 år, til en fuld skole ugen, var åbenbart for meget for mig. Især fordi mit søvnmønster, igen, var fuldstændig katastrofalt, og jeg sov sjældent før kl 4-5 om morgenen. 

Det var også måneden hvor Heikel heldigvis overgav sig, og indrømmede at han også kunne lide mig. Jeg mødtes også med en rigtig god veninde fra folkeskolen, til en kop kakao og snak i et par timer. Hun havde sin datter med, og hun var bare så sød! August måned sluttede jeg af med at tabe min telefon for gang nr 13464, og halvdelen af skærmen flækkede, så jeg måtte sende den af sted til reparation.

September:

Indlæg: Der var ingen indlæg på bloggen i september.

I september var jeg rigtig ked af det pga. jeg stoppede i skolen igen. Jeg følte mig som en stor fejl, og jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Heldigvis har jeg de dejligste venner, og den bedste kæreste, der gjorde hvad de kunne for at hjælpe mit humør på rette vej. Bl.a var vi en tur i Tyskland. 

 The Sims 4 udkom også i september, og med alle de kæmpe forventninger jeg havde, må jeg desværre indrømme at jeg blev ret skuffet. Det er slet ikke blevet spillet så meget som jeg havde troet, og tager mig selv i, tit at tænke at jeg hellere vil spille The Sims  3.S

Oktober:

Indlæg: I oktober besluttede jeg mig for at åbne op om psykisk sårbarhed på bloggen. Læs bl.a bloggens fremtid og Sygdom - mine diagnoser.

I oktober var humøret heller ikke det bedste. Jeg begyndte at rydde op i de ting jeg har opmagasineret, så jeg kunne komme af med det rum, og spare de penge. Det var rigtig hårdt at gå min mors ting igennem. Heldigvis kender min kæreste mig godt, og hjalp mig med togbilletten, så jeg kunne komme over til min bedste veninde. Vi havde en rigtig hyggelig weekend, det var bestemt lige hvad jeg trængte til. Da jeg kom hjem fandt jeg en pose med CD'er i, med billeder fra jeg var 11-12 år til omkring de 18 år. Jeg var så glad jeg kunne tude af glæde. 

November:

indlæg: I november skrev jeg igen om hvordan mine diagnoser påvirker mig i indlæget kontrolfreaken i mig og endnu et indlæg om kæresten og mødet med hans mor i indlæget Is it true love?

I november måned skete der rigtig meget. Jeg stoppede bl.a på klinik for angst og OCD, og klinik for selvmordsforbyggelse, da jeg er kommet for lang til at de kan blive ved med at hjælpe mig. Det er enormt angst provokerende ikke at have ens normale støtte personer, men samtidig er man også glad for, hvor langt man er nået! I forbindelse med at jeg stoppede på klinik for angst, startede jeg op på klinik for personlighedsforstyrrelse, og er ved at vænne mig til en ny behandler, og en ny behandlings måde. I starten brød jeg mig ikke om hende, men jo flere gange jeg er der, jo bedre går det. 

November var også måneden hvor jeg blev 25 år, og første gang jeg mødte min svigermor, som er et af de mest fantastiske mennesker jeg har mødt.

December:

indlæg: I december skrev jeg om Psykisk sygdom set udefra og fortalte om lidt a min jul i indlæget Merry Christmas Everyone

I december holdt vi julefrokost på kollegiet. Jeg kæmpede rigtig meget med at komme i julehumør, men heldigvis gjorde min kæreste alt hvad han kunne, og på magisk vis lykkedes det at få mig i julestemning. Jeg havde frygtet juleaften siden sidste år, men aftenen endte ud med at være den bedste juleaften jeg har haft, siden dem jeg havde da jeg var barn, og holdte jul sammen med min mormor. 

 Vi fik tømt det sidste af mit box depot, og under flytningen fik jeg forstuvet min ene finger, typisk mig. Jeg fik også smadret min iPhone skærm (selvom jeg havde panserglas på), og måtte gå en uge uden den, men heldigvis lavede iExpert den på et par timer da vi fik penge i tirsdags. Nytårsaften blev også brugt på kollegiet, sammen med en rigtig god veninde, hendes kæreste, og min dejlige fyr. Vi havde en super hyggelig eftermiddag og aften, med god mad, slik og en masse gode grin. 

Det var mit år 2014. Det startede ikke særlig godt ud, men det ændrede sig bestemt til det bedre, og alt i alt har jeg haft et rigtig godt år. 

Hvordan var dit år 2014? 

<3 Mette

Året der gik: 2014 Januar - Juni

I anledning af at der nu er mindre end 12 timer tilbage af 2014, vil jeg ligesom sidste år lave et indlæg om det foregående år.

Januar:  

Indlæg: I januar skrev jeg bl.a mit første indlæg med Random facts om mig. 

Det var derudover også en måned, der var enormt præget af søvnproblemer, smerter og en vinterdepression der overtog min hverdag. Jeg panikkede lidt over at jeg i november ville blive 25 år, for så gammel er jeg jo slet ikke. Derudover startede jeg også op på træning, og i starten gik det godt, men da jeg ingen resultater så på vægten, gik det lidt i sig selv igen - Øv!

Min januar måned var enormt præget af søvnproblemer, smerter og en vinterdepression der overtog min hverdag. Jeg startede året godt ud med træning, men gik lidt i stå da jeg ingen resultater så. Øv! Jeg begyndte at snakke med min eks/flirt igen, de første par gange var det helt perfekt, derefter not so much..

 Februar:

Indlæg:  I februar måned skrev jeg bl.a et indlæg om før nævnte eks, og endnu et random facts indlæg.

Meget af februar måned blev brugt på at græde over min eks/flirt, vi blev konstant uvenner, og jeg vidste godt det bedste ville være at komme videre, men jeg kunne ikke. 

Jeg var også ude at køre i tog, for første gang efter min mors død. Turen gik til Sjælland, for at besøge min bedste veninde. Vi havde nogle super hyggelige dage og tog bl.a en smut tur til København, hvor vi var i biografen og på Jensens Bøfhus.

Marts:

Indlæg: I marts startede jeg på "ugen der gik" indlæg. De kan alle findes ude i menuen til højre. 

Meget af marts måned blev brugt til at forberede mig på at flytte, jeg pakkede ned, købte ind osv. Jeg fortsatte også med min eks/flirt, selvom jeg havde lovet mig selv at jeg var færdig med ham. Derudover fik min veninde mig også overtalt, til at prøve naked paletterne, og jeg var solgt. 

Jeg skulle også være begyndt på et kursus om digital formidling af ord og billeder, men nåede kun at komme en gang, før alt med flytning fik overtaget. 

 

April:

Indlæg: I april sluttede det endeligt med min eks, jeg skrev et langt indlæg om det, og savnet til min mor.

April måned blev brugt på flytning, rengøring, maling, samle møbler, og alt hvad der ellers hører til at flytte, og faktisk ikke meget andet end det.

Maj:

Indlæg: I maj måned blev der skrevet om at falde på plads både her og her.

Jeg flyttede endelig ind på kollegiet/bostedet, og lærte op til flere dejlige mennesker at kende. Jeg smagte også dolce vita is for første gang, det er fantastisk. Den sidste weekend af maj blev brugt i Slagelse på at fejre min bedste venindes 25 års fødselsdag.

Juni:

Indlæg: I juni blev der ikke rigtig skrevet nogle indlæg, til gengæld blev der d. 1. juli skrevet et langt indlæg, om hvad jeg har lavet i juni.

Juni var en MEGET blandet måned, det var både måneden for min bedste oplevelse nogensinde, men også årsdagen for min mors selvmord.

Min bedste veninde kom til Århus for at hjælpe mig igennem årsdagen for min mors død, dagen efter tog vi til København, luksus hotel og god mad, ja tak! Vi var til One Direction koncert både d. 16. og d. 17. juni. Opvarmningen var McBusted, som er MCFly og busted der er gået sammen. Var fan af begge bands da jeg var teenager, og det var super fedt at se dem live! Jeg skammer mig bestemt ikke over at sige, at det uden tvivl er mit livs bedste oplevelse. Da jeg kom hjem lå jeg med sindssyge smerter i fødder og ben (vabler, for meget dansen og gåen i dårlige sko) og Post Concert depression i en uge.

Anden halvdel af året vil komme en af de næste par dage, da jeg desværre ikke har tid til at skrive mere i dag!

Jeg håber I alle sammen kommer godt ind i det nye år. Pas nu godt på jer selv og hinanden! 

<3 Mette

Psykisk sygdom set udefra

Jeg havde svært ved at finde en passende overskrift, men jeg håber at den her kommer tæt nok på. 

Der er rigtig mange foredomme om psykisk syge/psykisk sårbare mennesker, og ikke nok med det, er det også et emne der er meget tabu at snakke om. Problemet er at så længe der ikke bliver snakket, vil der blive ved med at være fordomme, kiggen skævt til og ned på, folk med en psykisk diagnose. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at JEG var en af dem. Min mor har aldrig været god til at snakke om følelser, og når man var ked af det var man bare depressiv og skulle æde piller. Det er også grunden til at det eneste jeg egentlig vidste om psykisk sygedomme før jeg startede til udredning, faktisk kun var det man læste i medierne. Folk der stikker af fra lukkede afdelinger, og bliver betegnet som farlige. Folk med skitzofreni borderline og des lige, der slår folk ihjel - eller prøver. 

Det er omkring 4 år siden jeg fik mine diagnoser, men alligevel skulle det gå så langt som at lære andre psykisk sårbare at kende, før jeg fandt ud af at det man hører om i medierne jo kun er den dårlige side. 

For et lille år siden, begyndte snakken om bosted at komme på tale, jeg kunne ikke blive boende hos Birgit for altid, og jeg følte mig overhovedet ikke klar til at bo alene. Jeg har siddet til samtaler med div. behandlere og kommune mennesker, og sagt at jeg var mega bange for at flytte på bosted, for tænk nu hvis jeg kom til at bo et sted hvor der var folk med skitzofreni, de kaster jo rundt med møbler, råber og skriger døgnet rundt, og man kan ikke vende ryggen til dem, for så overfalder de en. 

Selvfølgelig kan der ske ting engang imellem, og jo der bliver da også råbt og skreget engang imellem, også af mig. Men jeg skal være den første til at indrømme, at hold kæft hvor tog jeg bare fejl, og jeg skammer mig! 

De folk der bor her, er ikke kun mine naboer, flere af dem er også blevet mine rigtig gode venner, dem jeg kommer bedst ud af det med, er faktisk alle skizofrene (karma you know ;))

Jeg ved hvordan det er at blive bedømt pga ens diagnoser, for da jeg fik mine, forsvandt 95% af min vennekreds, jeg gik for at have 10-15 tætte venner, aldrig at være hjemme, til at have 2-3 venner tilbage, fordi nu havde jeg en diagnose, så var jeg lige pludselig farlig og utilregnelig. Det folk lige glemmer er, jeg er stadig den samme person, nu har man bare fundet grunden til at jeg kæmper mere med nogle ting, end andre mennesker gør.

 

- Ham der gør mig glad, på trods af vores diagnoser og det vi kæmper med.

Jeg håber det her giver jer noget at tænke over. 

<3 Mette

Is it true love?

Der sker så meget i mit liv lige nu, at jeg kan blive helt rundtosset af at tænke på det. Der skal ikke meget til at fylde mig op, hverken mentalt eller socialt, men hold da kæft hvor er jeg bare gået "mættet" i seng mange gange, den sidste halvanden uge.

 Mine to yndlinger <3

I Forhold til de fleste andre på min alder, har jeg ikke været i særlig mange længervarende forhold, faktisk bliver jeg nødt til at indrømme, at som 24 årige (næsten 25 år) er mit længste forhold til dato 3½ måned. Nu har jeg i en del år, holdt mig fra det der kærlighedspjat, både for at finde mig selv, men også fordi jeg simpelthen har haft det for dårligt, til at lukke andre helt tæt på.

Hvis I følger bloggen, ved I at jeg tilbage i august skrev et indlæg om kærlighed. Heikel er bare alt det, ingen andre fyre har været for mig før. Efter 3 måneder overrasker han mig stadigvæk næsten dagligt. Han giver mig 1000 sommerfugle i maven, og kan blive ved med at få mig til at falde mere og mere for ham. Alt er ikke rosenrødt, det er det vel sjældent. Efter at have skændtes konstant i næsten 2 uger, havde vi forrige mandag det største skænderi til dato. Jeg var helt ude af den, og tog en personale under armen, og var ude og gå, stor tudende, i over en time. Heldigvis løste alting sig, og siden den dag har alt været godt igen.

Før Heikel følte jeg mig aldrig tryg i et forhold, jeg havde aldrig stolt 100% på en fyr før, og altid følt at jeg gav 20% mere end jeg fik igen. Det er enormt mærkeligt at føle at man får ligeså meget respekt, kærlighed og tryghed tilbage som man giver, og uden at lyve så er Heikel den første fyr, der har formået at give mig de følelser. Selv efter 3 måneder er jeg stadig nyforelsket i ham, får sommerfugle i maven når han smiler til mig, og hold da kæft hvor kan den mand få mit hjerte til at banke med 100 km i timen.

I lørdags var det vores 3 mdrs dag, og hans mor skulle komme til Danmark. Jeg har gået i flere uge og været død nervøs for at skulle møde min svigermor, men Heikel fik mig overtalt til at tage med i lufthavnen for at hente hende. Jeg rystede var svimmel og havde mest af alt lyst til at løbe skrigende væk, men alle mine tanker og min frygt blev gjort til skamme, da svigermor træder ud i ankomst hallen, og giver mig et stort knus. Hun er simpelthen fantastisk, og der er ingen tvivl om hvor Heikel har sin personlighed fra. 

Og ikke nok med at hun tager imod mig med åbne arme, så under 24 timer efter hun har mødt mig, var hun ude og købe fødselsdagsgave til mig, sammen med Heikel, og hun har også købt en gave til mig, I'm like whaaaat!

For de nysgerrige, så bliver jeg 25 år, i morgen d. 14. november. :)

<3 Mette

Kontrolfreaken i mig.

Jeg har ikke glemt, at jeg har sagt at jeg ville åbne op om det at være psykisk sårbar, men jeg har haft nogle rigtig dårlige uger, og derfor er bloggen ikke kommet i første række. Indlæggene skal nok komme, jeg kan bare ikke love hvor tit.

En af de ting der påvirker mig aller mest, efter jeg er blevet syg, er at jeg har brug for at vide næsten alt, ellers får jeg stress, bliver i dårligt humør og får angst anfald. Jeg har altid godt kunne lide at have styr på ting, men det er blevet værre de sidste 5-7 år.

Tit vil jeg helst planlægge hvad der skal ske næste sommer, næste jul osv. næsten før sommeren/julen er overstået. Jeg ved at det kan være enormt irriterende for de folk det går udover, men det er mindst lige så irriterende for mig, og jeg kan bare ikke styre det.

3 eksempler:

1. eksempel

Jeg har de sidste par år været i Alanya med min bedste veninde, jeg begynder allerede at snakke om næste år, imens vi er der nede, og når spies begynder med deres sommersalg i nov/dec/jan er jeg ved at gå i koma, fordi hun ikke kan fortælle mig om vi skal afsted, hvis vi skal hvornår osv. og selvfølgelig kan hun ikke det. Men min hjerne stresser, jo tættere vi kommer på sommeren, både pga opsparing, men også fordi det kræver utrolig meget mental forberedelse for mig, at tage afsted 1-2 uger.  I år synes jeg dog selv at jeg klarer det bedre.

2. eksempel

 Da min mor jo døde for snart 17 måneder siden, og at jeg ingen kontakt har med resten af min familie, er julen en ekstra big deal for mig. Sidste år holdte jeg jul med Birgit, og hendes familie, men det kan jeg ikke i år og det har gjort mig rigtig ked af det. Det betyder at jeg i år skal være på bostedet, formegentlig alene sammen med personalet. Vi er kun 2, min kæreste og jeg, der ikke har familie lige i nærheden, da hele kærestens familie bor i Tunesien. Dog er der 95% chance for at han skal være i Tunesien omkring jul og nytår. Så jeg kommer til at sidde alene, med to personer der ingen dybere betydning har for mig, på en aften jeg frygter endnu mere end årsdagen for min mors død. Jeg er rædselslagen for hvordan julen bliver i år. 

3. eksempel 

Om 13 dage - d. 14. november bliver jeg 25 år. Det er en stor dag for de fleste, og næsten ligeså stort som en rund fødselsdag. Jeg plejer at vide alt hvad der skal ske på dagen, 9/10 gange har jeg sågar selv bestemt mine gaver. I år ved jeg absolut INTET. Jeg ved der er morgenmad kl 10 - det er der altid - men ellers er jeg blank, jeg ved ikke om kæresten har planer, om vennerne har planer, om Birgit har planer, om jeg skal ud og spise, om jeg skal hjem til Birgit og spise, om jeg skal spise på kollegiet. Jeg har ingen ide - what-so-ever hvad jeg får i fødselsdagsgave, jeg ved ikke om jeg skal være forberedt på at få kanel, eller om folk er søde nok til at lade være. Der går 10000 tanker igennem mit hoved hver dag og det udfordre virkelig min indre kontrolfreak, for jeg har absolut ingen magt over den dag, og alle er så hemmelighedsfulde, det stresser mig, og jeg er så bange for at jeg får en dårlig dag. Min fødselsdag er jo også min 2. fødselsdag uden min mor, og 17. månedersdagen for hendes selvmord, så jeg er nok lidt ekstra følsom. 

Jeg håber I vil tage godt imod det her indlæg. Hvis der er andre emner I gerne vil vide mere om, har spørgsmål eller andet, er i altid velkommen til at smide en kommentar. 

<3 Mette

Sygdom: Mine diagnoser

Jeg fik super god respons på det indlæg jeg postede i går, og jeg er rigtig glad for at I tager så godt i mod min beslutning. 

For lige at gøre en ting klar, så er psykisk syg og psykisk sårbar det samme, men jeg har altid haft en meget negativ opfattelse af ordet psykisk syg, nok meget pga. min opvækst, og derfor vælger jeg at kalde det psykisk sårbar. Det gør de desuden også på det bosted jeg bor på. 

For at starte fra en ende af, så vil de fleste nok påstå at jeg var mere eller mindre normal indtil jeg blev omkring de 17/18 år. Jeg var enormt social, var altid ude sammen med venner, rejste til Sjælland 1-2 gange om måneden, og kom tit først hjem til spisetid, og nogle gange først når jeg skulle i seng. 

Jeg ved ikke præcis hvornår det gik galt, for jeg skrantede allerede i forvejen, men jeg gætter på at det var da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kunne simpelthen ikke være alene når det blev mørkt, jeg kunne ikke sove, jeg var bange og sad konstant i telefonen til min mor. Det hjalp bestemt ikke på det at jeg havde en dybt alkoholiseret underbo, der larmede, var ubehagelig og smed div. mere eller mindre klamme ting ind af brevsprækken. En nabo der konstant var oppe at skændes med sin søn og sine kærester, og en skråt underbo, der altid havde hele familien på besøg, som larmede og råbte meget - på deres eget sprog.

I sommeren 2010 fik min mor mig endelig overtalt til at gå til læge, og han sendte mig videre til udredning, det tog lang tid, mit fremmøde var ustabilt, og lægerne var ikke enige. I ventetiden er min mor flyttet hjem til mig, og vi skændes meget, jeg kan ikke komme afsted i skole og jeg tror vi ender med at tage vores fustrationer ud over hinanden. Det ender ud i at min mor i december 2010 prøver at begå selvmord, på hospitalet udtalte hun direkte til en læge at det var pga. mig, fordi hun ikke kunne holde mig ud. Det var mig der fandt hende. Her efter har jeg været dødsens angst for udrykninger, nogle gange så slemt at min mor måtte sidde i flere timer, for at prøve at få mig til at falde ned.

Endelig i januar/februar 2012 får jeg 6 diagnoser - General angst, panik angst, social angst, general depression, en emotionel spiseforstyrrelse og en mild personlighedsforstyrrelse. Der var meget snak om borderline, men lægerne var ikke enige, og valgte derfor at kalde det noget andet. (Jeg kan ikke huske det præcist, og ved ikke lige på stående fod hvor mine papirer er.)

Siden september 2012 har jeg gået i behandling for min angst, normalt får man kun 10 samtaler, men fordi min mor begik selvmord sidste år, fik min behandler lov til at forlænge mig. Nu er jeg dog nået så langt at jeg har sidste tid hos ham d. 17. november, jeg er dødsens angst for at skulle undvære ham i mit liv! 

Pga min mors selvmord røg jeg helt ned, og havde i lang tid konstante tanker om at følge efter hende, derfor blev jeg også henvist til klinik for selvmordsforbyggelse. Der har jeg gået i et års tid, og næste gang jeg skal der ud, afslutter hun mig også. 

Så nu venter jeg på at få brev fra klinik for personlighedsforstyrrelse, hvor jeg skal starte op i behandling i nærmeste fremtid. 

Personen der spurgte ind til mine diagnoser, spurgte også hvordan de påvirker mig, det vælger jeg at fortælle om i et nyt indlæg, da det her ellers vil blive aaaalt for langt. 

Hvis I har nogle spørgsmål, der er noget I vil have uddybet eller andet, er I altid velkommende til at smide en kommentar. :)

<3 Mette

When life doesn't go as planned

Jeg tjekker kun hurtigt ind for at sige; 

HEJ! Jeg lever stadig.

Som mange af jer nok har lagt mærke til, er det begrænset med aktivitet på bloggen lige pt. og har været det et stykke tid. Det er ikke fordi jeg ikke vil bloggen, det er simpelthen fordi mit overskud, er taget til langbortistand, og jeg ved ikke hvornår det kommer hjem. For at være ærlig, så har jeg det enormt dårligt lige pt. og vil helst sove dagene væk. Jeg håber selvfølgelig at jeg vender tilbage snarest muligt, og til jer der tålmodigt venter på mig, og ikke unfollower vil jeg sige TAK, i er guld værd. 

I morgen skal jeg starte i skole, og jeg er død nervøs. Første gang i 4 år, jeg skal være et sted med så mange mennesker på en gang. Kryds fingre for at jeg overlever! haha. 

Jeg håber I har/har haft en fantastisk sommer, jeg vil slutte af med et billede fra Tyrkiet. 

Personligt: Unmasked.

Jeg har længe gået og overvejet for og imod, for dette indlæg, og jeg er stadig ikke 100% tryg ved at stå frem, men jeg håber at i tager mig som jeg er, og stadig vil følge min blog.

Som jeg skrev for en del måneder siden havde jeg tabt mig 11 kilo. Fredag d. 29. december runnede jeg 20.5 tabte kilo, og derfor fik personerne på min facebook (og min støtte til vægttab gruppe) et før og efter billede. Det er meget få der ved hvor meget jeg har været oppe på at veje, og få der ved hvad jeg vejer i dag. Men jeg tror (og håber) at jeg kan få den støtte og opbakning igennem min blog, der gør at jeg vil være i stand til at kæmpe videre, og tabe mig endnu mere.

Hej! Mit navn er Mette, og for 9 måneder siden toppede min vægt med 148 kg. (ved at vægten på billedet siger 147 kilo, men i perioden fra juli 2012 til oktober 2013 stilte jeg mig ikke foran et kamera) 

 

So... Det her er mig, jeg håber virkelig i vil tage mig som jeg er. Har i nogle spørgsmål, så smid en kommentar under indlægget.

- Mette

(P.S: Har i husket at deltage i mine to konkurrencer? Smyksak øreringe - slutter søndag d. 15. december. Og Nail Art bogen - slutter på mandag d. 9. december.)

My bucket list

Jeg har haft døden alt for tæt på mig de sidste par måneder, og har derfor tænkt over hvad jeg gerne vil nå før jeg dør.
Nu hvor jeg alligevel sad og skrev tingene ned, kunne jeg jo ligeså godt dele den med jer :)

1 Lære at danse

2 Få en tatovering

3 Komme til koncert med Rasmus Seebach

4 Møde mit sponsorbarn

5 Svømme med delfiner

6 Ride på en elefant

7 Blive gift

8 Få børn

9 Få en uddannelse

10 Stå under et vandfald

11 Svømme i sorte havet

12 Få en bmi under 25

13 Prøve at være både blond og rød håret

14 Holde bloggen i gang i over et år

15 Vær frivilling indsamler eller tage til Afrika og arbejde

16 Lære at bruge mit super dyre (der desværre bare samler støv) spejlrefleks kamera

17 Lære at spille guitar

18 Lære at snakke spansk, italiensk, fransk eller tyrkisk

19 Komme i fiskespa

20 Komme ud og rejse til 10 forskellige lande

21 Lære at gå pænt i HØJE stilletter

22 Få betalt min gæld ud

23 Kysse i regnen

24 Sove under stjernerne med en kæreste eller god veninde

25 Se Bruno Mars Live

26 Se One Direction live

27 Danse på en bar

28 Tage i drive in bio

29 Tage på shoppe weekend til London, USA og Frankrig

30 Prøve at blive hyptoniseret

31 Læse en hel bog på engelsk (i må gerne komme med forslag)

32 Stå på skøjter med en kæreste

33 Få kørekort

34 Prøve at køre på Segway

35 Tage på festival

Hvad vil i gerne nå før i dør?

Mig og mine mange kilo.

Hej alle sammen. 

Jeg ved ikke om dette er et emne som i vil læse om, så i må meget gerne melde tilbage i kommentarerne, om jeg skal fortsætte med at skrive om mit vægttab, eller om jeg skal holde mig fra det emne.

Det hele startede faktisk da jeg begyndte i skole, i børnehaven var jeg nemlig en slank pige, men i skolen blev jeg mobbet med at der kunne mobbes med, min mad, mit tøj, mit udseende, min næse, at vi var fattige osv. Det resulterede i at køleskabet og maden blev min bedste ven, på godt og ondt.

Jeg har det meste af mit liv boet alene med min mor, som ikke brød sig særlig meget om grøntsager og frugt, så det lærte jeg aldrig at spise som lille, og hver gang vi havde været uvenner, så gik turen til MC Donald, og lad mig bare sige det sådan, at vi har været uvenner en del. 

Jeg har af flere gange tabt mig et par kilo, men er aldrig kommet over de 5 kilo, og har derfor altid givet op, og droppet vægttab. Men da vægten nærmede sig de 150 kilo (præcis vægt vil blive holdt hemmelig indtil videre) i marts måned i år, valgte jeg at sige stop, nu ville jeg ikke være med mere, jeg skulle styre maden, ikke omvendt. De første par måneder gik sløvt, og da vi var i maj måned havde jeg kun tabt 2 kilo. MEN så fik jeg overtalt min mor til at prøve at spise grønt, og det smager jo fantastisk! på en måned røg der 2,5 kilo, og den sidste 1½ måned er der røget 7 kilo. dvs jeg nu er oppe på et vægttab på 11,5 kilo, og jeg er pavestolt af mig selv, det har givet mig så meget mere mod på at fortsætte, også når jeg er nede og har mest lyst til junk, for der er bare ikke en bedre følelse end at stå på vægten, og se at man har tabt sig, IGEN. Det eneste der kunne gøre oplevelsen bedre, ville være hvis min mor var her til at rose mig, men jeg er sikker på at hende og min mormor sidder oppe på deres sky, og kigger stolt ned på mig. :) 

HUSK at melde tilbage om i gerne vil følge mit vægttab her på bloggen! :) 

- Mette

Min mor er død.

Hej alle sammen.

Grunden til at jeg har været stille her inde det sidste stykke tid, er som nogle af jer ved fordi jeg lige har mistet min mor. I dag er det præcis 10 dage siden.

 

Min mormor, min mor & mig. Mine to skytsengle

Jeg vågnede fredag d. 14. juni kl 13.20 fordi der var voldsom udrykning (jeg lider af panik angst) og skrev til min mor, som ikke svarede. Min mor plejer at være hjemme mellem kl 14.30 og 15.30, men havde sagt at hun ville komme tidligere hjem så vi kunne få en hygge dag.

Da klokken var 15 og jeg stadig ikke havde fået fat i min mor var panikken stor, og efter overtalelse fra min veninde Mia, ringede jeg til hospitalet som ikke havde set hende. Så jeg ventede lidt længere før jeg besluttede mig for at gå over og se om hun var faldet i søvn i sin egen lejlighed. 

På vejen  over til hendes lejlighed, snakker jeg i telefon med min bedste veninde, som også kendte min mor godt. Hun prøver at berolige mig, men der er noget i mig der siger at der er noget helt galt. 

Jeg prøver at låse mig ind og nøglen virker ikke, da jeg så kigger op på dørtelefonen står der et andet navn, en mands navn,en jeg aldrig har hørt om før. Jeg ringer på hos naboen og spørger om han ved hvornår kvinden ved siden af var flyttet .... Han fortæller mig at hun flyttede i januar eller februar, så min mor har været hjemløs i 5 måneder!!!! Jeg går fuldstændig i coma og ringer til hospitalet igen, de har stadig ikke set hende, så jeg ringer til politiet og bliver stilt om til en rigtig ubehagelig mand som spørger om cpr nr osv. og så er han væk i 5 min, da han kommer tilbage er han pludselig sød, og så ved jeg jo godt hvad klokken har slået... Det er min mor der er hoppet ud foran toget på Viby Station, den ulykke der vækkede mig. Jeg vågnede af de sirener der kørte op for at samle min mor op fra skinnerne. 

Jeg var nu 23 år, og havde ingen familie, palle alene i verden, havde aldrig lært at leve selv (længere historie kommer senere) og nu havde min mor forladt mig, nu hvor det endelig gik godt, nu hvor jeg endelig kunne smile og være glad. D. 14 juni mistede jeg den vigtigste person i mit liv, og jeg havde mest lyst til at følge efter, hver dag er en kamp, men jeg kæmper så godt jeg kan.

Tak fordi i læste med.

Mette