Sygdom: Mine diagnoser

Jeg fik super god respons på det indlæg jeg postede i går, og jeg er rigtig glad for at I tager så godt i mod min beslutning. 

For lige at gøre en ting klar, så er psykisk syg og psykisk sårbar det samme, men jeg har altid haft en meget negativ opfattelse af ordet psykisk syg, nok meget pga. min opvækst, og derfor vælger jeg at kalde det psykisk sårbar. Det gør de desuden også på det bosted jeg bor på. 

For at starte fra en ende af, så vil de fleste nok påstå at jeg var mere eller mindre normal indtil jeg blev omkring de 17/18 år. Jeg var enormt social, var altid ude sammen med venner, rejste til Sjælland 1-2 gange om måneden, og kom tit først hjem til spisetid, og nogle gange først når jeg skulle i seng. 

Jeg ved ikke præcis hvornår det gik galt, for jeg skrantede allerede i forvejen, men jeg gætter på at det var da jeg flyttede hjemmefra. Jeg kunne simpelthen ikke være alene når det blev mørkt, jeg kunne ikke sove, jeg var bange og sad konstant i telefonen til min mor. Det hjalp bestemt ikke på det at jeg havde en dybt alkoholiseret underbo, der larmede, var ubehagelig og smed div. mere eller mindre klamme ting ind af brevsprækken. En nabo der konstant var oppe at skændes med sin søn og sine kærester, og en skråt underbo, der altid havde hele familien på besøg, som larmede og råbte meget - på deres eget sprog.

I sommeren 2010 fik min mor mig endelig overtalt til at gå til læge, og han sendte mig videre til udredning, det tog lang tid, mit fremmøde var ustabilt, og lægerne var ikke enige. I ventetiden er min mor flyttet hjem til mig, og vi skændes meget, jeg kan ikke komme afsted i skole og jeg tror vi ender med at tage vores fustrationer ud over hinanden. Det ender ud i at min mor i december 2010 prøver at begå selvmord, på hospitalet udtalte hun direkte til en læge at det var pga. mig, fordi hun ikke kunne holde mig ud. Det var mig der fandt hende. Her efter har jeg været dødsens angst for udrykninger, nogle gange så slemt at min mor måtte sidde i flere timer, for at prøve at få mig til at falde ned.

Endelig i januar/februar 2012 får jeg 6 diagnoser - General angst, panik angst, social angst, general depression, en emotionel spiseforstyrrelse og en mild personlighedsforstyrrelse. Der var meget snak om borderline, men lægerne var ikke enige, og valgte derfor at kalde det noget andet. (Jeg kan ikke huske det præcist, og ved ikke lige på stående fod hvor mine papirer er.)

Siden september 2012 har jeg gået i behandling for min angst, normalt får man kun 10 samtaler, men fordi min mor begik selvmord sidste år, fik min behandler lov til at forlænge mig. Nu er jeg dog nået så langt at jeg har sidste tid hos ham d. 17. november, jeg er dødsens angst for at skulle undvære ham i mit liv! 

Pga min mors selvmord røg jeg helt ned, og havde i lang tid konstante tanker om at følge efter hende, derfor blev jeg også henvist til klinik for selvmordsforbyggelse. Der har jeg gået i et års tid, og næste gang jeg skal der ud, afslutter hun mig også. 

Så nu venter jeg på at få brev fra klinik for personlighedsforstyrrelse, hvor jeg skal starte op i behandling i nærmeste fremtid. 

Personen der spurgte ind til mine diagnoser, spurgte også hvordan de påvirker mig, det vælger jeg at fortælle om i et nyt indlæg, da det her ellers vil blive aaaalt for langt. 

Hvis I har nogle spørgsmål, der er noget I vil have uddybet eller andet, er I altid velkommende til at smide en kommentar. :)

<3 Mette