I dag er i følge medierne 'blue monday' og skulle være den mest depressive dag, hele året.
Min mandag startede da heller ikke fantastisk, jeg sov dårligt og havde mareridt, men det er jo ikke noget nyt. Men som hver mandag de sidste 2 måneder, skulle jeg i dag ud på klinik for personlighedsforstyrrelse. Jeg var ekstra spændt i dag, fordi jeg for 2 uger siden, var med i et forskningsprojekt de lavede om, hvordan de udredder folk. Min psykolog valgte at spørge mig, fordi hun var i tvivl om nogle af mine diagnoser, men også fordi at der er sket så meget, siden jeg blev udredt sidst, at det kunne være spændende at se om der var sket noget interessant.
Og FUCK YEAH! (Padon my frence) Men efter at have gået i behandling på Klinik for angst i 2 år, fik jeg i dag fjernet ALLE mine angst diagnoser - Så nu kan jeg vinke farvel til general angst, panik angst og social angst. På en time blev mine diagnoser halveret, og det angst jeg har tilbage er typisk for en borderline diagnose - som jeg nu har fået, i stedet for en ængstelig personligheds struktur/forstyrrelse. Det med borderline havde jeg regnet med, så det kan ikke ødelægge mit humør.
Desuden så gjorde det også bare mit humør endnu bedre, at kæresten havde en god første dag i arbejdsprøvning, at det har sneet/sner og der var ingen regninger i postkassen.
So.. Do a little happy dance with me and Ziam.
Det skal fejres!
So.. Do a little happy dance with me and Ziam.
Det skal fejres!
Hej Mette! Jeg vil høre om du vil hjælpe mig med noget... hvordan har du fået sat giffen ind på din blog? Jeg kan simpelthen ikke finde ud af det, og har en jeg rigtig gerne vil have lagt ud :) Knus Maria
SvarSletHej Maria :)
SletSelvfølgelig vil jeg det! Jeg gik på google og søgte på Happy dance gif (husk at skrive gif) når du har fundet den gif du vil bruge højreklikker du på den, vælger kopier billede adresse og går ind i det blogindlæg du er ved at skrive. Der går du ind ligesom når du vil tilføje et billede, trykker der hvor der står flere og vælger at tilføje via en webadresse.
Det var i hvert tilfælde sådan jeg fik det til at virke :)
Knus
Halløj..
SvarSletKunne du evt fortælle lidt mere om den der klinik, har jeg ikke hørt om før.. Jeg har jo selv en dyssocial personlighedsforstyrrelse. Går stadig til samtaler på psyk, men der skal jeg afsluttes her til sommer.. :D
Synes fandeme det er fedt at du er kommet så langt, jeg tror aldrig jeg kommer af med min panikangst, men jeg er kommet så langt at jeg i dag kan leve med den.. Jeg tror også min personlighedsforstyrrelse har ændret sig.
Er du førtidspensionist?? Det er jeg og min pension skal genforhandles her inden for de næste par måneder.
Knus <3
Hej Jeanette!
SletKlinik for angst og OCD (som den rigtig hedder) er en del af psykriatrisk hospital i Århus, men ligger ikke på psyk, dog så tæt på at det er indenfor gå afstand. Så vidt jeg har forstået er der et tæt arbejde klinikkerne og selve psyk imellem.
Jeg har aldrig været til samtaler på psyk, faktisk blev jeg udredt på klinik for personlighedsforstyrrelse, og da de mistænkte min angst for at være så lammende, at jeg ikke ville kunne gennemføre anden behandling/samtale terapi før jeg var færdig på klinik for angst, startede jeg der.
I Århus får man normalt kun 10 samtaler på klinik for angst, før man skal revuderes, men fordi jeg havde det så dårligt, at jeg kun kom en gang om måneden, hvor normale samtale forløb er en gang om ugen, have jeg først min 10. samtale kort efter min mor døde. Min behandler var heldigvis så fantastisk at han godt kunne se at jeg havde brug for mere støtte, og at jeg slet ikke var klar til at blive færdig. Jeg aner ikke hvor mange samtaler jeg har haft der ude, men i starten gik jeg hver uge, så hver anden, hver 3. og så en gang om måneden.
Jeg tror også det har betydet rigtig meget for mig at jeg har et super godt forhold til min behandler, for så er det også fedt at gøre dem stolte! Meget af min behandling var også samtaler, men han gav mig også mange metoder til at fx begå sig i supermarked. At for hver gang man kom der hen så skulle man tage noget af sin "beskyttelse" af (jeg gik altid med hue, kiggede altid ned i jorden, havde altid musik i ørene osv) og det der var en kæmpe succes var hans praleliste. Jeg måtte simpelthen prale over alt. Fx hvis jeg kun var gået til grøntsagerne den ene dag, men nåede helt til kødet den næste - det er jo fremskridt. Og lige meget hvor små fremskridt, så måtte jeg prale over dem! Vi prøvede at sætte mål for at jeg skulle ud så ofte som muligt, og så var det lige meget, om jeg kun nåede ud med skraldeposen, ud at tømme postkasse eller andet, bare at jeg kom ud, det var bedre end ingenting.
Jeg havde heller aldrig troet at jeg ville komme af med min angst, slet ikke min socialangst, men min nuværende behandler siger, at det der er tilbage er meget alm. for en person med borderline. Det kan godt være det er skide hårdt at kæmpe (believe me I know!) men når man så får en nyhed som den her, og selv kan se det, så er det, det hele værd!
Nej jeg er ikke førtidspensionist. Der var snak om det for 1½ år siden, da min mor døde. Min daværende behandler på klinik for angst, skrev faktisk til min sagsbehandler, at han ikke troede på at jeg ville være i stand til at varetage en fast aktivitet, eller arbejde - heller ikke flex, indenfor de næste 6 måneder, muligvis aldrig. Efter de 6 måneder, måtte han bide ordene i sig igen, fordi jeg - som han sagde - er en fighter, med en kæmpe vilje styrke.
Hvad dømmer du om mht din førtidspension? Vil du gerne ud og prøve at være i flex job?
Undskyld for det rigtig lange svar, jeg håber du overlever. Og tusind tak for din ros, det betyder meget. :D
Knus <3
Kan desværre ikke rette i indlægget, så jeg håber du forstår hvad jeg mener, når jeg har været lidt for hurtig til at skrive. Bl.a at jeg ikke var klar til at blive færdig *lol* (afsluttet)
SletDet er super sejt.. og jo jeg forstår.. :D
SletJeg har været i kontakt med psyk i flere år, men skal som sagt afsluttes her til sommer fordi hende jeg har haft skal på efterløn og det ville ikke hjælpe mig at få en anden..
Planer er på ingen måde at jeg skal være på pension resten af livet, jeg kæmper hver eneste dag for at få det bedre og jeg er kommet enormt lang. da jeg blev syg turde jeg ikke engang røre ved dørhåndtaget og boede i min seng i 3 år.. Jeg har det sidste ½ år kæmper for at bryde en socialarv og det er pisse hård.. mine omgivelser er utrolig påvirket at mine beslutninger og det tager tid.. jeg føler dog at jeg er på rette vej og at det her i år alt sammen falder på plads.. det er lidt det sidste jeg mangler for at få det helt godt.. Jeg har brudt med det sidste som står i vejen for mig..
Psyk hjælper mig med at få genforhandlet min pension og de satser på at jeg denne gang skal ha en pension som er på ubestemt tid.. det er 3 gang jeg skal ha den genforhandlet.. Hvis jeg får det, så kan jeg måske finde roen til at få det så meget bedre at jeg kan prøve at arbejde lidt.. men nu må vi. Der kommer til at ske rigtig mange til her i år, så det er spændende..
Knus <3