At være den efterladte.

Advarsel: Det er indlæg kommer til at handle om, hvordan det er at sidde tilbage efter en nær person har begået selvmord. Det vil indholde mine tanker og følelser, og er derfor meget personligt.

Jeg havde knap nok startet min blog op, da min mor begik selvmord. Som jeg også har skrevet før var jeg dybt afhængig af min mor på daværende tidspunkt, og da jeg fandt ud af at det var hende, der var sprunget ud foran toget. Mine første og eneste tanker den dag, og i lang tid efter var "Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Hvordan skal jeg klare mig uden dig?!" Jeg var sønderknust, min mor var mit et og alt. 

Når folk finder ud af at ens mor er død, strømmer det somregl ind med div. kondolancer og beskeder om at de altid vil være der for en, at jeg altid kan skrive og mere i den stil. Men i dag, 1 år og 8 måneder efter min mor døde, føler jeg ikke at det er ok at savne min mor. At folk synes jeg skal komme videre, men hvordan skal man komme videre med 1000 tanker flyvende rundt i hovedet? 

En anden ting er også hvor tabu det er, at snakke om selvmord. Det er svært at få det beabrajdet ordentligt, og svært at få snakket om. 9 ud af 10 gange får man spørgsmålet "Hvordan døde hun, var det kræft? Var hun meget syg?" Og man kan ikke bare svare, ja hun var syg, for så spørger de mere ind. Jeg har altid svaret direkte, "ja hun var syg, min mor begik selvmord" Dér kommer den akavede stilhed og blikkende der kigger på en, som om at de både er bange men også har utrolig ondt af en. Problemet er at folk ikke tør sige noget! Det er altid kun et det gør mig ked af det, og videre i den dur. 

Selvfølgelig er det svært at vide hvordan man skal håndtere det, jeg havde en rigtig god ven på det tidspunkt, der trak sig fra mig, og da jeg endelig fik ud af ham hvad der var galt, sagde han at han var bange for at sige ting til mig, for han ville ikke gøre mig ked af det. Jeg forstår til fulde den følelse, men det er bedre at prøve at snakke om noget, end at lade som ingenting, eller forsvinde. Selvfølgelig er man død ked af det, men det gør endnu mere ondt, når folk bare trækker sig. Hvorfor skal det gå ud over MIG at min MOR begik selvmord?

Nu er der snart gået 2 år, og jo længere tid der går, jo flere spørgsmål kommer der. ikke kun om tiden op til hun døde, men også fra hele min barndom, og min tid som teenager på børnehjemmet. Tankerne flyver rundt, og jeg har derfor besluttet mig for at søge aktindsigt, i alt hvad kommunen har fra min barndom. 

Jeg står tilbage med så mange følelser efter min mors død, så mange spørgsmål og de holder mig vågen om natten. Det største spørgsmål er stadigvæk, hvordan hun kunne gøre det, og hvorfor hun ikke bad om hjælp. Og selvom folk prøver at overbevise mig om, at jeg ingen grund har til at føle skyldsfølelse, kan jeg stadigvæk ikke slippe følelsen af at det er min skyld, at hun begik selvmord. Fordi hun ikke kunne klare mig, fordi jeg har været umulig, og ikke kunne finde ud af at være alene, fordi jeg havde så meget brug for hjælp, at hun satte sig selv i baggrunden. I lang tid efter hun døde, blev jeg ved med at drømme at hun bare var blevet indlagt på psykriatrist hospital, og at hun kom hjem til Birgit, hvor hun fortalte at hun havde fået det bedre, og at hun ville have jeg flyttede hjem igen, og nu skulle vi have det godt begge to. Den drøm ender altid med at hun begår selvmord på en ny måde, og jeg er ødelagt mentalt, i flere dage efter, fordi den er så virkelig. 

Man kan selvfølgelig ikke vide hvad der ville være sket, hvis hun havde indlagt sig selv, om hun stadig ville have været her i dag. Birgits krisepsykolog fortalte hende en dag, at hendes erfaring var, at dem der skriver afskedsbrev når de begår selvmord, er tit dem der er i tvivl om deres handling, og også tit dem der overlever, hvor dem der intet siger eller viser, tit er dem det lykkedes for. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg vil vædde med, at hvis hun i det mindste bare havde skrevet undskyld, eller andet i den stil, så ville det være nemmere at tilgive hende, hvem ved. 

Jeg ved bare at jeg stadigvæk savner og mangler min mor.

Random Fact #3

Sidst jeg skrev på bloggen, er næsten 2 uger siden. Jeg fortalte jer om min vinterdepression, og jeg må desværre indrømme, at da den slog mig, så slog den fandme til. Jeg er langsomt begyndt at have det bedre, ikke fordi jeg er jublende glad, men nu kan jeg i det mindste komme igennem dagene uden at tude. 

Det her indlæg ville jeg egentlig have lavet for flere dage siden, men jeg har næsten ikke været hjemme. Jeg håber dog at i vil tage ligeså godt i mod det, som i tog i mod #1 og #2

1. Jeg er desværre enormt kræsen, og kan ikke lide tomater, champignon og citron. Hvis det er i maden piller jeg det enten fra, eller prøver at spise udenom/spise noget andet. 2. Jeg har en enormt dårlig vane, med at spise slik om natten. 3. Hvis jeg vandt i lotto ville jeg først betale min gæld ud, og derefter ud og rejse. Jeg vil bl.a gerne til USA og til Etiopien for at møde mit sponsorbarn. 4. Jeg fortryder den dag i dag, at jeg stoppede til dans som 15årig. 5. Jeg drømmer ikke om at blive rig og berømt i mit næste liv, derimod ville jeg elske at leve i en step up film. Hele danse universet fascinerer mig utrolig meget. 6. Jeg havde altid troet at jeg ville dø, før min mor. 7. Jeg sover dårligt i hvidt og blåt sengetøj 8. Da jeg var barn, drømte jeg altid om at få en hund. I dag kan jeg slet ikke forestille mig mit liv, uden kat. 9. Jeg elsker den gamle Bølle Bob film, og kan alle replikkerne udenad. Der er sjovt nok ikke rigtig nogen, der stadigvæk vil se den film med mig. 10. Jeg er simpelthen så skruk, at det halve kunne være nok. Jeg ved dog også godt, at jeg skal have en del mere styr på mit liv, før jeg skal have mine egne.

Vinterdepression og negativitet

"Kunne du have en vinterdepression?" Sådan spurgte min veninde, da jeg fortalte hende hvordan jeg har det lige pt. Egentlig gik jeg til hende, fordi jeg ville vide hvordan man stadigvæk kunne vide at man er forelsket i en person, efter den store nyforelskelse har lagt sig, men der skulle graves dybere.

Det er jo slet ikke fordi jeg betvivler min kærlighed til Heikel, men jeg har haft det så mærkeligt de sidste par uger. Jeg vil bare gerne være alene, og når han endelig lader mig være, så bliver jeg sur og ked af det over han ikke skriver til mig. 

Jeg burde have set det komme, for vinterdepressioner er slet ikke noget nyt for mig. For 2 år siden sad jeg ved min psykolog, og stor tudede en time efter han havde fri. Jeg ville bare ikke leve mere, jeg havde det ad helveds til og kunne ikke overskue noget som helst. Sidste år var jeg også helt nede og vende sidste år, omkring den her tid. For det var jo ikke kun M der var en skid, det var mange andre ting. 

Jeg føler mig både lettet, fordi jeg ved hvad det er, og fordi jeg ikke er ved at miste mine følelser for Heikel. Men samtidig er jeg også enormt bange for, hvor længe det skal vare. Jo min seng er dejlig, men hvad hjælper det, når man enten ikke kan sove, eller så har mareridt? Hvad hjælper det at man har en dejlig kæreste, når man holder afstand til ham? Og hvorfor nu? Det var lige begyndt at gå så godt, med at komme til div. aftaler, møder og kursus!

Jeg elsker sne (når det e her), men lige nu ville jeg godt nok ønske det var forår, fuglene sang, og det var lyst noget længere. Jeg savner forår. 

Og for at det ikke skal være løgn, så kæmper man sig ud af sengen kl 8 fordi man skal på hospitalet for at få taget blodprøver, og så har vi absolut intet mad i køkkenet. Hurra for at bo sammen med 6 andre mennesker. Det er godt nok et af de punkter, hvor jeg glæder mig aller mest til at flytte. Man bestemmer selv hvad man vil have til aftensmad, og man bestemme selv og skal sørge for hvad der er i køkkenet. Jeg har køleskab på værelset (fordi jeg er colaholiker... ) og har flere gange overvejet, at købe min egen mad, for jeg er træt af at skrive ting på vores fælles indkøbsliste, og så når man står op næste morgen er det væk. Desuden ved jeg at der blev købt brød i går, men alt er væk. Ingen boller, ingen rugbrød, ingen cornflakes og ingen youghurt. Hurra for morgensur Mette, nu ekstra morgensur pga. mad mangel! 

Tror du a du måske kunne have en vinterdepression? De her 9 punkter kendetegner en normal vinterdepression.

Et halvt år med ham den dejlige.

Nu er jeg godt nok en lille uge for sent ude, da vi havde halvårs dag i søndags d. 8. februar, men jeg har skrantet hele ugen, og er stadig halvslatten. Derfor bruger jeg dagen i sengen, sammen med Minimusen og en masse, enormt kedeligt tv.

Som jeg har skrevet før her på bloggen, er Heikel mit længste forhold. Før jeg mødte Heikel var det længste 3½ måned, så derfor er det enormt stort for mig, at kunne fejre et halvt år med den fyr jeg elsker.  Dagen kunne simpelthen ikke have været bedre. 

Jeg blev vækket med morgenmad på sengen, og efter at vi havde gjort os klar kørte vi en tur i Randers Regnskov, hvor ingen af os havde været siden vi var børn. Det var super hyggeligt, og deres mini aber er alt for søde. 12-15 cm store med en hale på 20 cm, hold nu kæft altså. 

Efter Randers kørte vi et kort smut hjem, friskede make-upen op og så tog vi ud for at spise på Jensens Bøfhus. Jeg tror det er første gang jeg har været ude at spise med en fyr, og det var næsten ligeså perfekt som på film. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden Heikel, og selvom han kan irriterer mig grænseløs, så har jeg aldrig følt mig så tryg og elsket sammen med en fyr før. Alle kender den der teenage forelskelse hvor man er sikker på at man har fundet sin eneste ene, det her er meget mere end det. Mine teenage forelskelser var stormfulde, jeg gav mig 210% og fik under halvdelen igen. Derfor er det også enormt mærkeligt for mig, at være i et forhold hvor jeg føler vi er ligevægtige. Der er gensidig respekt, kærlighed og tillid. Jeg har svært ved at sige at jeg gerne vil være sammen med Heikel for altid, for det er blevet sagt så mange gange tidligere, hvor jeg er blevet knust. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg det her varer meget meget længe. 

<3 Mette

Den der søde tand..

Det nye år er for mig startet, ligesom for mange andre, med et løfte om at i år der skal jeg altså tabe mig noget mere.

Vi har en barsels vikar her på bostedet, der har lavet trænings program til os, og har planlagt træning 1-2 gange om ugen. Overraskende nok ELSKER jeg det! Jeg har altid troet at det der træning det var til at brække sig over, men hold kæft hvor giver det bare en noget, når der er en der står og hepper på en, og presser en til at fortsætte.  Hun er rigtig god til at få en til at kæmpe videre, selvom ens arme føles som gele og man har kvalme til langt op over begge ører. 

Nu hvor motionen er nogenlunde på plads, er det maden der piner mig. Jeg er begyndt til diætist, og til at starte med skal jeg øve mig i at spise 4-5 gange om dagen, i stedet for 2 max 3. Værst af alt vil hun have mig til at spise om aftenen. Jeg kæmper, og det går ikke særlig godt. 

Men.. Mit største problem er at jeg har verdens sødeste tand, der råber og skriger på chokolade og is, den hyler og piver og tigger på livet løs, og hold kæft hvor er det svært at sige nej! Jeg vil gerne give mig selv lov til at synde 1-2 gange om ugen, og det er også fint nok, MEN hvordan søren holder jeg mig fra chokolade, fastelavnsboller, is osv alle de andre dage?

Har I nogle gode råd til hvad I gør? Og hvad spiser i af måltider? Den plan jeg har fået har hun skrevet brød på 3-4 af måltiderne, og det kører jeg virkelig snart død i. HJÆLP!

Let's Do A Little Happy Dance!

I dag er i følge medierne 'blue monday' og skulle være den mest depressive dag, hele året. 

Min mandag startede da heller ikke fantastisk, jeg sov dårligt og havde mareridt, men det er jo ikke noget nyt. Men som hver mandag de sidste 2 måneder, skulle jeg i dag ud på klinik for personlighedsforstyrrelse. Jeg var ekstra spændt i dag, fordi jeg for 2 uger siden, var med i et forskningsprojekt de lavede om, hvordan de udredder folk. Min psykolog valgte at spørge mig, fordi hun var i tvivl om nogle af mine diagnoser, men også fordi at der er sket så meget, siden jeg blev udredt sidst, at det kunne være spændende at se om der var sket noget interessant. 

Og FUCK YEAH! (Padon my frence) Men efter at have gået i behandling på Klinik for angst i 2 år, fik jeg i dag fjernet ALLE mine angst diagnoser - Så nu kan jeg vinke farvel til general angst, panik angst og social angst. På en time blev mine diagnoser halveret, og det angst jeg har tilbage er typisk for en borderline diagnose - som jeg nu har fået, i stedet for en ængstelig personligheds struktur/forstyrrelse. Det med borderline havde jeg regnet med, så det kan ikke ødelægge mit humør. 

Desuden så gjorde det også bare mit humør endnu bedre, at kæresten havde en god første dag i arbejdsprøvning, at det har sneet/sner og der var ingen regninger i postkassen.

So.. Do a little happy dance with me and Ziam.
Det skal fejres!

 

Kampen mod vægten er i gang igen.

Jeg ved godt at det er enormt kliché, at starte vægttab når det nye år begynder, men jeg starter egentlig ikke, jeg hanker bare op i mig selv igen.

Sagen er jo den at jeg siden marts 2013 har tabt 25 kilo - taget nogle på, og tabt nogen igen, sådan er det. Men fakum er at jeg det sidste års tid er begyndt at spise sundere, og at jeg faktisk nyder det. Jeg har flere gange hørt mig selv brokke mig, hvis folk har købt lyst brød, hvide ris osv. 

Heldigvis er vi i min gruppe på kollegiet 4 personer der gerne vil tabe sig, og vi støtter hinanden så godt vi kan, og en af de ting vi har trumfet igennem er, at brød, ris, pasta osv skal være groft. For et års tid siden ville jeg have rynket på næsen af groft pasta, og gemt smagen væk i en halv liter sovs, i dag ser jeg mig selv tage groft ned fra hylden som det mest naturlige. Jeg siger ikke at jeg aldrig kunne finde på at spise hvid pasta, eller brød, for det smager altså liiidt bedre, men jeg er stolt af mig selv, og glad for at jeg er nået til et sted, hvor jeg faktisk spiser groft og salat - frivilligt. Den tror jeg sq ikke lige min mor havde set komme. ;) heh. 

Derudover er der også kommet en barsel vikar, her på kollegiet, og hun er lidt af en trænings fanatiker, heldigvis tager hun det med på arbejde, og har lavet trænings hold 1 - 2 gange om ugen, hvor vi mødes i kælderen, og træner sammen. Dem der vil være med, selvfølgelig. Første gang jeg var med var i går, og hold kæft hvor var det hårdt! Mine lår og mave muskler gør så ondt i dag, jeg kan næsten ikke rejse mig. Jeg er bare glad for at jeg ikke skal gå på trapper. Og så må jeg indrømme, at hold da op hvor er planken bare 1000 gange hårdere end jeg regnede med! 

Anyway, jeg har mad dag, og skal i gang med min pasta salat. 

Hvad skal I have til aftensmad? 

<3 Mette