Nyt indlæg på den nye blog.

Jeg går og venter på at bloglovin laver mit domæne om, så i får info om nye indlæg på bloggen på bloglovin, indtil det sker vil jeg informere om nye indlæg her på bloggen.

Så hej! Første rigtige indlæg, på eget domæne er oppe, og vi skal savle over fyre!
Who's with me? 

Tryk HER

Nyt domæne!

Jeg har fra i dag flyttet min blog til www.bloggerspoint.dk, og har i fbm det også fået eget domæne. Jeg vil fremover blogge på www.mettesuniverse.dk 

Jeg håber meget I vil fortsætte med at følge mig! :)

Snart begynder et nyt stadie i mit liv.

Som overskriften antyder sker der snart noget nyt i mit liv. 

Jeg var i tirsdags til møde med min jobsagsbehandler inde på kommunen. Det er kun anden gang jeg møder hende, men allerede nu, har hun givet et bedre indtryk, end alle de andre sagsbehandlere jeg har haft, igennem de sidste mange år.

De fleste af jer ved at jeg har kæmpet med angst, depression osv. igennem de sidste 4-5 års tid, og jeg har derfor også gået sygemeldt. Min gamle sagsbehandler havde enormt travlt med at prøve at få mig ud til alt muligt, hvor min nye sagsbehandler faktisk lytter til hvad det er jeg siger, OG stopper mig, hvis hun synes jeg tager munden for fuld! 

På det her møde, blev vi ret hurtige enige om, at jeg ikke gider gå hjemme mere, og hun også synes det var på tide at vi finder ud af hvad der skal ske med mit liv. Vi fik snakket frem og tilbage, og endte ud i at det bedste ville være arbejdsprøvning, både for at finde ud af hvor meget jeg kan arbejde, men også hvad mine stærke og svage sider er. Om det er uddannelse vi skal satse på, eller om det er ud i en form af et job. Hun ville henvise mig til Arbejdsmarkedscenter Syd, fordi det er der hvor det kreaktive værksted er, jeg er rimelig sikker på, at hvis det her var kommet op med min gamle sagsbehandler, ville hun have smidt mig på Nord, fordi det er tættest på.

Nå, men selvom hun sagde at hun ville gøre det med et samme vi gik, havde jeg ingen forventninger om at høre fra hende den næste uge - 14 dage. Derfor blev jeg også vildt positivt overrasket, da der 1 time og et minut senere, lå en mail fra hende! Hun havde kontaktet Arbejdsmarkedscenter Syd, og ville fortælle mig, at der var en ventetid på op til 4 uger. Det er altså en sagsbehandler, der tager sine borgere seriøst! 

Jeg indrømmer gerne, at jeg er mega nervøs, både for at skulle i gang igen, fremmede mennesker, og også mht hvor lidt/meget jeg kan, jeg vil jo gerne! Men også fordi at Arbejdsmarkedscenter Syd (gud hvor er det langt at skrive!) ligger i Viby, som i tæt på hvor min mor boede, og begik selvmord. 

Jeg skal selvfølgelig nok opdatere her inde, hvordan det kommer til at gå.

Kæreste status, Koncert og sygdom.

Sidste gang jeg skrev på bloggen er lidt over 2 uger siden. Kæresten og jeg havde lige besluttet os for, at vi ikke skulle flytte sammen lige nu, men have noget tid hver for sig. Vi havde begge en mærkelig følelse omkring den beslutning, og følte lidt at vi gav op. Nu er der som sagt gået lidt over 2 uger, og i dag er jeg enormt glad, for den beslutning vi tog. Vi har sat tempoet ned, og tager det bare stille og roligt, og sørger for at pleje vores forhold. Vi har fået mange af vores gemte følelser tilbage, og kan både grine og hygge sammen igen. Jeg er stadigvæk nervøs for at skulle bo alene, når jeg på et tidspunkt skal væk her fra, men mit forhold er reddet, og det er det der betyder mest, det andet må jeg tage som det kommer. Tusind tak for alle jeres søde kommentarer og støttende ord, de har betydet rigtig meget for mig. 

 

(nårh ja, jeg fik forresten klippet pandehår i starten af april.. Jeg kan ikke rigtig vænne mig til det. Vi er begge to små syge på billedet, men det er ret godt alligevel. <3) 

Tirsdag d. 12. maj tog jeg til København for at mødes med min bedste veninde. Kæresten havde været lidt syg i weekenden, og jeg var begyndt at føle mig lidt skidtmas, men jeg ville ikke gå glip af den her koncert! Efter at have spist sen frokost på Dalle Valle tog vi ud til forum, hvor koncerten blev holdt. Jeg har aldrig været til store koncerter, før den sidste år med One Direction, men jeg bliver simpelthen nødt til at gøre det noget mere. Endnu engang var det en af de fedste oplevelser i mit liv, og jeg skal helt klart se dem live en anden gang! Ikke særlig mange kender til 5 Seconds Of Summer (i hvert tilfælde ikke dem jeg snakker med) men hold nu kæft en fed energi de drenge fik sat i gang! I LOOOOVE IT 

 

Onsdag vågnede jeg dog op ved Gerd, og havde det mindre godt. Hun tog op for at handle og så hev vi dynerne ind på sofaen, og så film resten af dagen. Da jeg vågnede torsdag var det blevet endnu værre, og efter en diskussion frem og tilbage med både Gerd, som også var begyndt at føle sig lidt sløj, og kæresten, besluttede vi os for at jeg skulle hjem. Togturen hjem var ligeså lang som et ondt år, jeg snøftede, nøs og havde det bare dårligt. Fredag var jeg helt færdig. Jeg havde feber, svedte frøs og lå i sengen og troede jeg skulle dø. Fredag begyndte jeg også at få propper i ørerne der nægtede at gå væk. Jeg har været syg og snottet den sidste uge, og er blevet mere og mere døv på højre øre. Jeg har simpelthen haft det så dårligt, og haft så ondt, derfor er bloggen ikke blevet opdateret noget før. 

Nå men jeg vågnede så op i dag, med så ondt i øret, at det føltes som migræne I øret. Min læge havde selvfølgelig lige præcis lukket, og jeg måtte vente 4 stive timer på at kunne få fat på lægevagten. Vi var dog forholdsvis heldige, da vi var nogle af de første der ringede, og vi sad og ventede i under en time, på at komme til, og det selvom der kun var en læge. Diagnosen blev en hævet trommehinde, og betændelse i øret, så nu har jeg fået nogle øredråber, og håber meget snart de hjælper, da det er pænt irriterende ikke at kunne høre noget! (Undskyld karma, jeg skal nok prøve på at lade være med at blive irriteret på halv døve mennesker, der siger hvad? næsten gang man siger noget. Nu ved jeg hvor træls det er, ikk at kunne høre!) 

Sagen er den..

Jeg har været meget stille på bloggen, i et par måneder. Sagen er den at jeg gerne vil skrive om ting, men jeg kan ikke finde ud af om jeg synes det er fair at smide dem ud på bloggen. Jeg har valgt at være "offentlig" blogger, og folk ved hvordan jeg ser ud, folk kender navnet på min kæreste, min bedste veninde osv. men betyder det, at jeg skal være afskåret fra at skrive private indlæg, om hvordan jeg har det? Jeg har brug for at komme ud med ting, men vil heller ikke såre dem der står mig nær. Jeg har gået med tanker, følt mig forkert og meget andet i den stil, de sidste par måneder, men intet skrevet fordi jeg ikke vil såre min kæreste. Nu tager jeg chancen alligevel, og håber der er nogen der ude, der kan give gode råd, eller sige at det er ok, det jeg gør. 

De fleste af mine læsere ved, at jeg de sidste (små) 9 måneder, har været sammen med Heikel. Jeg har været hovedkuls forelsket i ham, de første 5 måneder, svævede jeg rundt på en lyserød sky, og var sikker på at jeg havde fundet ham jeg skulle være sammen med, altid.

Vi bor begge på det samme bosted, og skal begge to videre her fra indenfor det næste års tid. Derfor virkede det også logisk for os, da vi i januar startede med at snakke, om at flytte sammen. Vi snakkede dybt seriøst, møbler, indretning, hvor stor en lejlighed, hvor henne, og lavede tilmed et budget over vores fælles økonomi. Siden dengang er forholdet gået ned af bakke, vi har skændtes rigtig meget, fordi han gør ting jeg ikke vil have, i vores fælles lejlighed, og fordi jeg gør ting han ikke vil have. Vi endte med at lave en plan over hvad vi hver især skulle ændre/blive bedre til, før vi flyttede sammen. 

Sagen er den at han blev ikke bedre, han brokker sig over hans værelse ligner lort, men han gør ikke noget ved det, og jeg vil ikke bo i en lejlighed der ligner lort. Rod er ok, men det her er langt over grænsen. Derudover er Heikel en meget negativ ladet person, og det påvirker mit humør enormt meget. Jeg er nået til et punkt i mit liv, hvor jeg gerne igen vil føle mig fri til at gøre hvad JEG vil. Jeg er begyndt at tage ind på strøget, som jeg har undgået de sidste 5 år, og jeg nyder det! Hold kæft hvor har jeg savnet at tage på shoppe tur med vennerne! 

Jeg har derfor i et par uger gået med tankerne om, om det overhovedet skal være mig og Heikel, om vi skulle holde pause, slå op, eller blive ved med at kæmpe. Sidste mandag da jeg var ude på klinik for personlighedsforstyrrelse, snakkede jeg med min behandler om det, fordi jeg synes at det har påvirket mit humør, alt, alt for meget, de sidste par måneder. Hun spurgte mig om jeg var sikker på at jeg ville bo sammen med Heikel, om jeg stadigvæk følte det samme for ham, eller om det var min irritation over at han ikke flytter sig, der skyggede for mine følelser. Det gav mig noget at tænke over. 

Jeg kan uden at lyve stadigvæk sige, at Heikel har været den bedste kæreste jeg har haft, han har sine fejl, og han kan irriterer mig grænseløst, ja, men der er ingen der har forstået og støttet mig, så meget i mine beslutninger som han har. Derfor vil jeg også gerne have det her til at fungere. Sidste torsdag snakkede jeg tingene igennem med min kontaktperson, som sagde til mig, at sådan som jeg har det lige nu, skal jeg ikke flytte sammen med Heikel, for lige nu, er det kun et ønske fordi jeg er skide bange for at bo alene!

Så lige nu, er situationen altså den, at vi har trådt bræmserne i, og skal søge bolig hver for sig. Vi bliver sammen og ser om det bliver bedre. Alligevel føler jeg at jeg har givet op, at jeg endnu engang har fejlet i livet, og jeg hader det! Hvordan kan noget jeg ved der er rigtigt føles så forkert? Jeg føler mig lettet, men skuffet, bange, utrolig bange. Kan det her forhold reddes? Hvordan vil jeg klare at bo alene? Jeg ved det ikke..

Hvis I har læst så langt, så tak. I må meget gerne smide gode råd i kommentarerne.

Blog Challenge #1

Jeg så den her blog challenge ovre ved Den miserable og synes den lød sjov, så den vil jeg da også prøve at give mig i kast med. :) 

So... 5 ways to win my heart. 

- Jeg kan slet ikke stå for et sødt smil og et glimt i øjet. 

- Humor, humor, humor. Hvis du kan få mig til at grine, så kan jeg godt lide dig.

- Være både god til at lytte, men også at snakke. 

- Accepter mig som jeg er, med de fejl og mangler jeg har. 

- Dyreelsker er et must! Jeg kan ikke se mig selv, leve uden kat igen.

Liebster blog award.

Jeg er for et stykke tid siden blevet nomineret af hhv Heidi og Jeanette til Liebster blog award. Da det er rimelig længe siden efterhånden, vælger jeg at svare på deres spørgsmål, men ikke sende den videre. Så kommer der også lidt mere gang i bloggen. Tak fordi I bliver selvom her er stille. 

Heidi spurgte: 

1. Hvor gammel er du?

- Jeg er 25 år. 2. Samler du på noget? Det kan være alt lige fra neglelakker til kuglepenne.

- Jeg føler desværre ikke at jeg har plads til at samle på noget, men jeg har en del øreringe. 3. Hvis du skulle beskrive dig selv med 3 ord, hvilke 3 ord ville du så bruge?

- Det er et af de spørgsmål jeg hader, fordi jeg er så selvkritisk. Dyreglad, kærlig og sjov tror jeg. 4. Har du dyr? Hvis ja, hvilke?

- Jeg har verdens dejligste kat, Mini. Hun bliver 7 år d. 26. april. 5. Hvor lang tid har du blogget?

- Jeg kan ikke huske hvornår jeg skrev mit første blog oplæg, for det er godt nok mange år siden, men den her blog har været i gang i snart 2 år. 6. Hvor mange tasker har du, hvis du altså har nogen?

- Jeg har en 3 - 4 stykker tror jeg. 7. Hvor tit går du med makeup?

- Det er mere eller mindre kun når der sker noget. Månedsdag med kæresten, fest, fødselsdag eller andet. 8. Kan du godt lide at lave mad?

- Det kommer meget an på hvad humør jeg er i, men som regel ja. 9. Hvilken ting er den bedste ting, som du har købt til dig selv?

- Købt og købt? Mini kostede en 50'er, men hun er milliarder i mine øjne. Ellers må det være min iPhone. Hvis det må være oplevelser er det helt klart One Direction koncerten sidste år. 10. Hvilke sprog kan du?

- Jeg kan dansk og engelsk nogenlunde flydende. Havde fransk i 7. og 8. klasse, men har desværre glemt det meste. Derudover kan jeg meget lidt spansk, tyrkisk og arabisk. 11. Hvis du skulle være med i Hvem vil være millionær, hvem ville du vælge at tage med? Og hvorfor lige den person?

- Øh, det er et godt spørgsmål. For at have det sjovt, min bedste veninde. Men ellers skulle det være min kontaktperson, da han ved alt muligt mærkeligt om alt muligt.

1: Nævn 3 gode og 3 dårlige ting ved dig selv?

- Jeg har en god humor, er der altid for folk jeg holder af, og god ved dyr. 

Jeg har svært ved at se noget positivt i mig selv, er overdrevet D menneske og så har jeg også meget svært ved at stole på andre mennesker.

2: Hvornår har du sidst gjort noget pinligt og hvad?

- Det kan jeg ikke huske, for jeg er generelt meget pinlig og klodset. Men det har sikkert været sammen med Gerd i sommers, det skulle ikke undre mig :) 

3: Hvad glæder du dig mest til ved 2015?

- Jeg skal se 5 Seconds of summer live d. 12. maj, og McBusted og One Direction d. 16. juni. Derudover håber jeg på nogle sjove og dejlige minder, sammen med kæresten og vennerne. 

4: Hvad er din største last pt?

- Cola, og min telefon. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det sikkert også ved. 

5: Hvad hader og elsker du mest ved andre bloggere?

- Bloggere der smider intetsigende indlæg op, bare for at tjene penge er utrolig trælse, det kan nemt få mig til at unfollow en blog. Derimod elsker jeg når bloggere er personlige, og lukker deres læsere ind. En fed humor er heller ikke noget at kimse af.

6: Hvis du kunne ændre noget ved dit liv i dag, hvad skulle det så være?

- At jeg ville lære at tro mere på mig selv, og have en mere positiv tankegang og indstilling til mig selv. Jeg tror det ville gøre mange ting en helt del lettere, men det er sq nemmere sagt end gjort, desværre. 

7: Hvad bruger du mest tid på, på internettet?

- Facebook, no doubt about that. I perioder bruger jeg også rigtig meget tid på netflix og viaplay. 

8: Hvad kan du bedst selv li ved din blog og hvilket af dine indlæg er dit yndlings?

- Det ved jeg faktisk ikke. Jeg synes stadigvæk ikke min blog er der hvor jeg gerne vil have den her, og giver den heller ikke ligeså meget opmærksomhed som jeg har lyst til og burde.

9: Noget du ønsker du var bedre til?

- Generelt at have en mere positiv indstilling til mig selv.

10: Hvis vi skulle mødes, hvad skulle vi så lave?

- Tage på café, tror jeg. Vi minder meget om hinanden, og jeg tror vi kunne have det enormt hyggeligt sammen. 

11: Hvad er den fedeste oplevelse du har haft med din blog?

- Nu har jeg ikke rigtig haft nogle oplevelser med min blog, men jeg er rigtig glad for den støtte jeg har fået fra læserne, og elsker at snakke med dem privat. 

At være den efterladte.

Advarsel: Det er indlæg kommer til at handle om, hvordan det er at sidde tilbage efter en nær person har begået selvmord. Det vil indholde mine tanker og følelser, og er derfor meget personligt.

Jeg havde knap nok startet min blog op, da min mor begik selvmord. Som jeg også har skrevet før var jeg dybt afhængig af min mor på daværende tidspunkt, og da jeg fandt ud af at det var hende, der var sprunget ud foran toget. Mine første og eneste tanker den dag, og i lang tid efter var "Hvordan kunne du gøre det imod mig?! Hvordan skal jeg klare mig uden dig?!" Jeg var sønderknust, min mor var mit et og alt. 

Når folk finder ud af at ens mor er død, strømmer det somregl ind med div. kondolancer og beskeder om at de altid vil være der for en, at jeg altid kan skrive og mere i den stil. Men i dag, 1 år og 8 måneder efter min mor døde, føler jeg ikke at det er ok at savne min mor. At folk synes jeg skal komme videre, men hvordan skal man komme videre med 1000 tanker flyvende rundt i hovedet? 

En anden ting er også hvor tabu det er, at snakke om selvmord. Det er svært at få det beabrajdet ordentligt, og svært at få snakket om. 9 ud af 10 gange får man spørgsmålet "Hvordan døde hun, var det kræft? Var hun meget syg?" Og man kan ikke bare svare, ja hun var syg, for så spørger de mere ind. Jeg har altid svaret direkte, "ja hun var syg, min mor begik selvmord" Dér kommer den akavede stilhed og blikkende der kigger på en, som om at de både er bange men også har utrolig ondt af en. Problemet er at folk ikke tør sige noget! Det er altid kun et det gør mig ked af det, og videre i den dur. 

Selvfølgelig er det svært at vide hvordan man skal håndtere det, jeg havde en rigtig god ven på det tidspunkt, der trak sig fra mig, og da jeg endelig fik ud af ham hvad der var galt, sagde han at han var bange for at sige ting til mig, for han ville ikke gøre mig ked af det. Jeg forstår til fulde den følelse, men det er bedre at prøve at snakke om noget, end at lade som ingenting, eller forsvinde. Selvfølgelig er man død ked af det, men det gør endnu mere ondt, når folk bare trækker sig. Hvorfor skal det gå ud over MIG at min MOR begik selvmord?

Nu er der snart gået 2 år, og jo længere tid der går, jo flere spørgsmål kommer der. ikke kun om tiden op til hun døde, men også fra hele min barndom, og min tid som teenager på børnehjemmet. Tankerne flyver rundt, og jeg har derfor besluttet mig for at søge aktindsigt, i alt hvad kommunen har fra min barndom. 

Jeg står tilbage med så mange følelser efter min mors død, så mange spørgsmål og de holder mig vågen om natten. Det største spørgsmål er stadigvæk, hvordan hun kunne gøre det, og hvorfor hun ikke bad om hjælp. Og selvom folk prøver at overbevise mig om, at jeg ingen grund har til at føle skyldsfølelse, kan jeg stadigvæk ikke slippe følelsen af at det er min skyld, at hun begik selvmord. Fordi hun ikke kunne klare mig, fordi jeg har været umulig, og ikke kunne finde ud af at være alene, fordi jeg havde så meget brug for hjælp, at hun satte sig selv i baggrunden. I lang tid efter hun døde, blev jeg ved med at drømme at hun bare var blevet indlagt på psykriatrist hospital, og at hun kom hjem til Birgit, hvor hun fortalte at hun havde fået det bedre, og at hun ville have jeg flyttede hjem igen, og nu skulle vi have det godt begge to. Den drøm ender altid med at hun begår selvmord på en ny måde, og jeg er ødelagt mentalt, i flere dage efter, fordi den er så virkelig. 

Man kan selvfølgelig ikke vide hvad der ville være sket, hvis hun havde indlagt sig selv, om hun stadig ville have været her i dag. Birgits krisepsykolog fortalte hende en dag, at hendes erfaring var, at dem der skriver afskedsbrev når de begår selvmord, er tit dem der er i tvivl om deres handling, og også tit dem der overlever, hvor dem der intet siger eller viser, tit er dem det lykkedes for. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, men jeg vil vædde med, at hvis hun i det mindste bare havde skrevet undskyld, eller andet i den stil, så ville det være nemmere at tilgive hende, hvem ved. 

Jeg ved bare at jeg stadigvæk savner og mangler min mor.

Random Fact #3

Sidst jeg skrev på bloggen, er næsten 2 uger siden. Jeg fortalte jer om min vinterdepression, og jeg må desværre indrømme, at da den slog mig, så slog den fandme til. Jeg er langsomt begyndt at have det bedre, ikke fordi jeg er jublende glad, men nu kan jeg i det mindste komme igennem dagene uden at tude. 

Det her indlæg ville jeg egentlig have lavet for flere dage siden, men jeg har næsten ikke været hjemme. Jeg håber dog at i vil tage ligeså godt i mod det, som i tog i mod #1 og #2

1. Jeg er desværre enormt kræsen, og kan ikke lide tomater, champignon og citron. Hvis det er i maden piller jeg det enten fra, eller prøver at spise udenom/spise noget andet. 2. Jeg har en enormt dårlig vane, med at spise slik om natten. 3. Hvis jeg vandt i lotto ville jeg først betale min gæld ud, og derefter ud og rejse. Jeg vil bl.a gerne til USA og til Etiopien for at møde mit sponsorbarn. 4. Jeg fortryder den dag i dag, at jeg stoppede til dans som 15årig. 5. Jeg drømmer ikke om at blive rig og berømt i mit næste liv, derimod ville jeg elske at leve i en step up film. Hele danse universet fascinerer mig utrolig meget. 6. Jeg havde altid troet at jeg ville dø, før min mor. 7. Jeg sover dårligt i hvidt og blåt sengetøj 8. Da jeg var barn, drømte jeg altid om at få en hund. I dag kan jeg slet ikke forestille mig mit liv, uden kat. 9. Jeg elsker den gamle Bølle Bob film, og kan alle replikkerne udenad. Der er sjovt nok ikke rigtig nogen, der stadigvæk vil se den film med mig. 10. Jeg er simpelthen så skruk, at det halve kunne være nok. Jeg ved dog også godt, at jeg skal have en del mere styr på mit liv, før jeg skal have mine egne.

Vinterdepression og negativitet

"Kunne du have en vinterdepression?" Sådan spurgte min veninde, da jeg fortalte hende hvordan jeg har det lige pt. Egentlig gik jeg til hende, fordi jeg ville vide hvordan man stadigvæk kunne vide at man er forelsket i en person, efter den store nyforelskelse har lagt sig, men der skulle graves dybere.

Det er jo slet ikke fordi jeg betvivler min kærlighed til Heikel, men jeg har haft det så mærkeligt de sidste par uger. Jeg vil bare gerne være alene, og når han endelig lader mig være, så bliver jeg sur og ked af det over han ikke skriver til mig. 

Jeg burde have set det komme, for vinterdepressioner er slet ikke noget nyt for mig. For 2 år siden sad jeg ved min psykolog, og stor tudede en time efter han havde fri. Jeg ville bare ikke leve mere, jeg havde det ad helveds til og kunne ikke overskue noget som helst. Sidste år var jeg også helt nede og vende sidste år, omkring den her tid. For det var jo ikke kun M der var en skid, det var mange andre ting. 

Jeg føler mig både lettet, fordi jeg ved hvad det er, og fordi jeg ikke er ved at miste mine følelser for Heikel. Men samtidig er jeg også enormt bange for, hvor længe det skal vare. Jo min seng er dejlig, men hvad hjælper det, når man enten ikke kan sove, eller så har mareridt? Hvad hjælper det at man har en dejlig kæreste, når man holder afstand til ham? Og hvorfor nu? Det var lige begyndt at gå så godt, med at komme til div. aftaler, møder og kursus!

Jeg elsker sne (når det e her), men lige nu ville jeg godt nok ønske det var forår, fuglene sang, og det var lyst noget længere. Jeg savner forår. 

Og for at det ikke skal være løgn, så kæmper man sig ud af sengen kl 8 fordi man skal på hospitalet for at få taget blodprøver, og så har vi absolut intet mad i køkkenet. Hurra for at bo sammen med 6 andre mennesker. Det er godt nok et af de punkter, hvor jeg glæder mig aller mest til at flytte. Man bestemmer selv hvad man vil have til aftensmad, og man bestemme selv og skal sørge for hvad der er i køkkenet. Jeg har køleskab på værelset (fordi jeg er colaholiker... ) og har flere gange overvejet, at købe min egen mad, for jeg er træt af at skrive ting på vores fælles indkøbsliste, og så når man står op næste morgen er det væk. Desuden ved jeg at der blev købt brød i går, men alt er væk. Ingen boller, ingen rugbrød, ingen cornflakes og ingen youghurt. Hurra for morgensur Mette, nu ekstra morgensur pga. mad mangel! 

Tror du a du måske kunne have en vinterdepression? De her 9 punkter kendetegner en normal vinterdepression.

Et halvt år med ham den dejlige.

Nu er jeg godt nok en lille uge for sent ude, da vi havde halvårs dag i søndags d. 8. februar, men jeg har skrantet hele ugen, og er stadig halvslatten. Derfor bruger jeg dagen i sengen, sammen med Minimusen og en masse, enormt kedeligt tv.

Som jeg har skrevet før her på bloggen, er Heikel mit længste forhold. Før jeg mødte Heikel var det længste 3½ måned, så derfor er det enormt stort for mig, at kunne fejre et halvt år med den fyr jeg elsker.  Dagen kunne simpelthen ikke have været bedre. 

Jeg blev vækket med morgenmad på sengen, og efter at vi havde gjort os klar kørte vi en tur i Randers Regnskov, hvor ingen af os havde været siden vi var børn. Det var super hyggeligt, og deres mini aber er alt for søde. 12-15 cm store med en hale på 20 cm, hold nu kæft altså. 

Efter Randers kørte vi et kort smut hjem, friskede make-upen op og så tog vi ud for at spise på Jensens Bøfhus. Jeg tror det er første gang jeg har været ude at spise med en fyr, og det var næsten ligeså perfekt som på film. 

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre uden Heikel, og selvom han kan irriterer mig grænseløs, så har jeg aldrig følt mig så tryg og elsket sammen med en fyr før. Alle kender den der teenage forelskelse hvor man er sikker på at man har fundet sin eneste ene, det her er meget mere end det. Mine teenage forelskelser var stormfulde, jeg gav mig 210% og fik under halvdelen igen. Derfor er det også enormt mærkeligt for mig, at være i et forhold hvor jeg føler vi er ligevægtige. Der er gensidig respekt, kærlighed og tillid. Jeg har svært ved at sige at jeg gerne vil være sammen med Heikel for altid, for det er blevet sagt så mange gange tidligere, hvor jeg er blevet knust. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så håber jeg det her varer meget meget længe. 

<3 Mette

Den der søde tand..

Det nye år er for mig startet, ligesom for mange andre, med et løfte om at i år der skal jeg altså tabe mig noget mere.

Vi har en barsels vikar her på bostedet, der har lavet trænings program til os, og har planlagt træning 1-2 gange om ugen. Overraskende nok ELSKER jeg det! Jeg har altid troet at det der træning det var til at brække sig over, men hold kæft hvor giver det bare en noget, når der er en der står og hepper på en, og presser en til at fortsætte.  Hun er rigtig god til at få en til at kæmpe videre, selvom ens arme føles som gele og man har kvalme til langt op over begge ører. 

Nu hvor motionen er nogenlunde på plads, er det maden der piner mig. Jeg er begyndt til diætist, og til at starte med skal jeg øve mig i at spise 4-5 gange om dagen, i stedet for 2 max 3. Værst af alt vil hun have mig til at spise om aftenen. Jeg kæmper, og det går ikke særlig godt. 

Men.. Mit største problem er at jeg har verdens sødeste tand, der råber og skriger på chokolade og is, den hyler og piver og tigger på livet løs, og hold kæft hvor er det svært at sige nej! Jeg vil gerne give mig selv lov til at synde 1-2 gange om ugen, og det er også fint nok, MEN hvordan søren holder jeg mig fra chokolade, fastelavnsboller, is osv alle de andre dage?

Har I nogle gode råd til hvad I gør? Og hvad spiser i af måltider? Den plan jeg har fået har hun skrevet brød på 3-4 af måltiderne, og det kører jeg virkelig snart død i. HJÆLP!

Let's Do A Little Happy Dance!

I dag er i følge medierne 'blue monday' og skulle være den mest depressive dag, hele året. 

Min mandag startede da heller ikke fantastisk, jeg sov dårligt og havde mareridt, men det er jo ikke noget nyt. Men som hver mandag de sidste 2 måneder, skulle jeg i dag ud på klinik for personlighedsforstyrrelse. Jeg var ekstra spændt i dag, fordi jeg for 2 uger siden, var med i et forskningsprojekt de lavede om, hvordan de udredder folk. Min psykolog valgte at spørge mig, fordi hun var i tvivl om nogle af mine diagnoser, men også fordi at der er sket så meget, siden jeg blev udredt sidst, at det kunne være spændende at se om der var sket noget interessant. 

Og FUCK YEAH! (Padon my frence) Men efter at have gået i behandling på Klinik for angst i 2 år, fik jeg i dag fjernet ALLE mine angst diagnoser - Så nu kan jeg vinke farvel til general angst, panik angst og social angst. På en time blev mine diagnoser halveret, og det angst jeg har tilbage er typisk for en borderline diagnose - som jeg nu har fået, i stedet for en ængstelig personligheds struktur/forstyrrelse. Det med borderline havde jeg regnet med, så det kan ikke ødelægge mit humør. 

Desuden så gjorde det også bare mit humør endnu bedre, at kæresten havde en god første dag i arbejdsprøvning, at det har sneet/sner og der var ingen regninger i postkassen.

So.. Do a little happy dance with me and Ziam.
Det skal fejres!

 

Kampen mod vægten er i gang igen.

Jeg ved godt at det er enormt kliché, at starte vægttab når det nye år begynder, men jeg starter egentlig ikke, jeg hanker bare op i mig selv igen.

Sagen er jo den at jeg siden marts 2013 har tabt 25 kilo - taget nogle på, og tabt nogen igen, sådan er det. Men fakum er at jeg det sidste års tid er begyndt at spise sundere, og at jeg faktisk nyder det. Jeg har flere gange hørt mig selv brokke mig, hvis folk har købt lyst brød, hvide ris osv. 

Heldigvis er vi i min gruppe på kollegiet 4 personer der gerne vil tabe sig, og vi støtter hinanden så godt vi kan, og en af de ting vi har trumfet igennem er, at brød, ris, pasta osv skal være groft. For et års tid siden ville jeg have rynket på næsen af groft pasta, og gemt smagen væk i en halv liter sovs, i dag ser jeg mig selv tage groft ned fra hylden som det mest naturlige. Jeg siger ikke at jeg aldrig kunne finde på at spise hvid pasta, eller brød, for det smager altså liiidt bedre, men jeg er stolt af mig selv, og glad for at jeg er nået til et sted, hvor jeg faktisk spiser groft og salat - frivilligt. Den tror jeg sq ikke lige min mor havde set komme. ;) heh. 

Derudover er der også kommet en barsel vikar, her på kollegiet, og hun er lidt af en trænings fanatiker, heldigvis tager hun det med på arbejde, og har lavet trænings hold 1 - 2 gange om ugen, hvor vi mødes i kælderen, og træner sammen. Dem der vil være med, selvfølgelig. Første gang jeg var med var i går, og hold kæft hvor var det hårdt! Mine lår og mave muskler gør så ondt i dag, jeg kan næsten ikke rejse mig. Jeg er bare glad for at jeg ikke skal gå på trapper. Og så må jeg indrømme, at hold da op hvor er planken bare 1000 gange hårdere end jeg regnede med! 

Anyway, jeg har mad dag, og skal i gang med min pasta salat. 

Hvad skal I have til aftensmad? 

<3 Mette

Håb og drømme 2014 - resultat

Sidste år lavede jeg et indlæg om drømme og håb for 2014, og synes det kunne være sjovt at se, hvor mange af tingene egentlig er sket/gået i opfyldelse.

Det er vidst meget 50/50 hvad der er sket og ikke sket. Skolen startede jeg på, men måtte desværre droppe ud igen. 

Jeg er bestemt ikke kommet under 100 kilo, vægten har været meget op og ned det sidste års tid, og lige pt ligger jeg på 125, kun 2 kilo mindre end nytår 2013/2014 ØV! 

Bloggen er hellere ikke vokset så meget som jeg drømte om sidste år, men en stor del af det er min egen skyld, da jeg meget af året ikke har haft tid/overskud til at opdatere. Heldigvis er der begyndt at ske mere, de sidste par måneder.

Derimod fik jeg styr på min angst, både så meget jeg kom til One Direction koncert i parken - 2 gange! Men også så meget, at jeg blev afsluttet på klinik for angst, fordi jeg kan håndtere min angst selv. 

Jeg kom til Alanya med min bedste veninde som jeg drømte om, desværre blev ferien langt fra hvad jeg havde håbet på. Men over all havde vi nogle fantastiske stunder sammen, som jeg ikke ville være foruden. 

Mit sidste og største ønske var at 2014 ville blive MEGET bedre end 2013, og det blev det bestemt! Jeg er mere eller mindre tilfreds med hvordan året endte med at blive, og de dårlige ting skal bestemt ikke have lov til at vinde, jeg er kun 25, jeg skal nok komme videre, både med skole/arbejde, med helbred og med vægttab! 

<3 Mette

Året der gik: 2014 Juli - December

Første del af året findes her Året der gik: 2014 Jan - Jun

Juli:

Indlæg: Det eneste indlæg skrevet i juli måned, blev nævnt i forbindelse med tilbageblikket på juni.

Måneden startede ud med at jeg havde mini på besøg før turen gik til Alanya. Jeg var 2 uger i Alanya med min bedste veninde, og det er godt nok den mærkeligste ferie jeg har været på. Der er mange gode minder, men endnu flere rigtig dårlige minder, der blev grædt rigtig meget. Jeg har aldrig prøvet at have hjemve i Alanya, men det havde jeg den her gang. Da jeg kom hjem var humøret helt ad helveds til, men heldigvis fik jeg Mini på besøg og brugte resten af måneden, med at putte med hende. 

August:

Indlæg: i august skrev jeg om at blive forelsket i indlæget A Little Thing Called Love.

Jeg både startede og stoppede på HG i august. At gå fra intet at have lavet i næsten 4 år, til en fuld skole ugen, var åbenbart for meget for mig. Især fordi mit søvnmønster, igen, var fuldstændig katastrofalt, og jeg sov sjældent før kl 4-5 om morgenen. 

Det var også måneden hvor Heikel heldigvis overgav sig, og indrømmede at han også kunne lide mig. Jeg mødtes også med en rigtig god veninde fra folkeskolen, til en kop kakao og snak i et par timer. Hun havde sin datter med, og hun var bare så sød! August måned sluttede jeg af med at tabe min telefon for gang nr 13464, og halvdelen af skærmen flækkede, så jeg måtte sende den af sted til reparation.

September:

Indlæg: Der var ingen indlæg på bloggen i september.

I september var jeg rigtig ked af det pga. jeg stoppede i skolen igen. Jeg følte mig som en stor fejl, og jeg kunne ikke finde ud af noget som helst. Heldigvis har jeg de dejligste venner, og den bedste kæreste, der gjorde hvad de kunne for at hjælpe mit humør på rette vej. Bl.a var vi en tur i Tyskland. 

 The Sims 4 udkom også i september, og med alle de kæmpe forventninger jeg havde, må jeg desværre indrømme at jeg blev ret skuffet. Det er slet ikke blevet spillet så meget som jeg havde troet, og tager mig selv i, tit at tænke at jeg hellere vil spille The Sims  3.S

Oktober:

Indlæg: I oktober besluttede jeg mig for at åbne op om psykisk sårbarhed på bloggen. Læs bl.a bloggens fremtid og Sygdom - mine diagnoser.

I oktober var humøret heller ikke det bedste. Jeg begyndte at rydde op i de ting jeg har opmagasineret, så jeg kunne komme af med det rum, og spare de penge. Det var rigtig hårdt at gå min mors ting igennem. Heldigvis kender min kæreste mig godt, og hjalp mig med togbilletten, så jeg kunne komme over til min bedste veninde. Vi havde en rigtig hyggelig weekend, det var bestemt lige hvad jeg trængte til. Da jeg kom hjem fandt jeg en pose med CD'er i, med billeder fra jeg var 11-12 år til omkring de 18 år. Jeg var så glad jeg kunne tude af glæde. 

November:

indlæg: I november skrev jeg igen om hvordan mine diagnoser påvirker mig i indlæget kontrolfreaken i mig og endnu et indlæg om kæresten og mødet med hans mor i indlæget Is it true love?

I november måned skete der rigtig meget. Jeg stoppede bl.a på klinik for angst og OCD, og klinik for selvmordsforbyggelse, da jeg er kommet for lang til at de kan blive ved med at hjælpe mig. Det er enormt angst provokerende ikke at have ens normale støtte personer, men samtidig er man også glad for, hvor langt man er nået! I forbindelse med at jeg stoppede på klinik for angst, startede jeg op på klinik for personlighedsforstyrrelse, og er ved at vænne mig til en ny behandler, og en ny behandlings måde. I starten brød jeg mig ikke om hende, men jo flere gange jeg er der, jo bedre går det. 

November var også måneden hvor jeg blev 25 år, og første gang jeg mødte min svigermor, som er et af de mest fantastiske mennesker jeg har mødt.

December:

indlæg: I december skrev jeg om Psykisk sygdom set udefra og fortalte om lidt a min jul i indlæget Merry Christmas Everyone

I december holdt vi julefrokost på kollegiet. Jeg kæmpede rigtig meget med at komme i julehumør, men heldigvis gjorde min kæreste alt hvad han kunne, og på magisk vis lykkedes det at få mig i julestemning. Jeg havde frygtet juleaften siden sidste år, men aftenen endte ud med at være den bedste juleaften jeg har haft, siden dem jeg havde da jeg var barn, og holdte jul sammen med min mormor. 

 Vi fik tømt det sidste af mit box depot, og under flytningen fik jeg forstuvet min ene finger, typisk mig. Jeg fik også smadret min iPhone skærm (selvom jeg havde panserglas på), og måtte gå en uge uden den, men heldigvis lavede iExpert den på et par timer da vi fik penge i tirsdags. Nytårsaften blev også brugt på kollegiet, sammen med en rigtig god veninde, hendes kæreste, og min dejlige fyr. Vi havde en super hyggelig eftermiddag og aften, med god mad, slik og en masse gode grin. 

Det var mit år 2014. Det startede ikke særlig godt ud, men det ændrede sig bestemt til det bedre, og alt i alt har jeg haft et rigtig godt år. 

Hvordan var dit år 2014? 

<3 Mette

Året der gik: 2014 Januar - Juni

I anledning af at der nu er mindre end 12 timer tilbage af 2014, vil jeg ligesom sidste år lave et indlæg om det foregående år.

Januar:  

Indlæg: I januar skrev jeg bl.a mit første indlæg med Random facts om mig. 

Det var derudover også en måned, der var enormt præget af søvnproblemer, smerter og en vinterdepression der overtog min hverdag. Jeg panikkede lidt over at jeg i november ville blive 25 år, for så gammel er jeg jo slet ikke. Derudover startede jeg også op på træning, og i starten gik det godt, men da jeg ingen resultater så på vægten, gik det lidt i sig selv igen - Øv!

Min januar måned var enormt præget af søvnproblemer, smerter og en vinterdepression der overtog min hverdag. Jeg startede året godt ud med træning, men gik lidt i stå da jeg ingen resultater så. Øv! Jeg begyndte at snakke med min eks/flirt igen, de første par gange var det helt perfekt, derefter not so much..

 Februar:

Indlæg:  I februar måned skrev jeg bl.a et indlæg om før nævnte eks, og endnu et random facts indlæg.

Meget af februar måned blev brugt på at græde over min eks/flirt, vi blev konstant uvenner, og jeg vidste godt det bedste ville være at komme videre, men jeg kunne ikke. 

Jeg var også ude at køre i tog, for første gang efter min mors død. Turen gik til Sjælland, for at besøge min bedste veninde. Vi havde nogle super hyggelige dage og tog bl.a en smut tur til København, hvor vi var i biografen og på Jensens Bøfhus.

Marts:

Indlæg: I marts startede jeg på "ugen der gik" indlæg. De kan alle findes ude i menuen til højre. 

Meget af marts måned blev brugt til at forberede mig på at flytte, jeg pakkede ned, købte ind osv. Jeg fortsatte også med min eks/flirt, selvom jeg havde lovet mig selv at jeg var færdig med ham. Derudover fik min veninde mig også overtalt, til at prøve naked paletterne, og jeg var solgt. 

Jeg skulle også være begyndt på et kursus om digital formidling af ord og billeder, men nåede kun at komme en gang, før alt med flytning fik overtaget. 

 

April:

Indlæg: I april sluttede det endeligt med min eks, jeg skrev et langt indlæg om det, og savnet til min mor.

April måned blev brugt på flytning, rengøring, maling, samle møbler, og alt hvad der ellers hører til at flytte, og faktisk ikke meget andet end det.

Maj:

Indlæg: I maj måned blev der skrevet om at falde på plads både her og her.

Jeg flyttede endelig ind på kollegiet/bostedet, og lærte op til flere dejlige mennesker at kende. Jeg smagte også dolce vita is for første gang, det er fantastisk. Den sidste weekend af maj blev brugt i Slagelse på at fejre min bedste venindes 25 års fødselsdag.

Juni:

Indlæg: I juni blev der ikke rigtig skrevet nogle indlæg, til gengæld blev der d. 1. juli skrevet et langt indlæg, om hvad jeg har lavet i juni.

Juni var en MEGET blandet måned, det var både måneden for min bedste oplevelse nogensinde, men også årsdagen for min mors selvmord.

Min bedste veninde kom til Århus for at hjælpe mig igennem årsdagen for min mors død, dagen efter tog vi til København, luksus hotel og god mad, ja tak! Vi var til One Direction koncert både d. 16. og d. 17. juni. Opvarmningen var McBusted, som er MCFly og busted der er gået sammen. Var fan af begge bands da jeg var teenager, og det var super fedt at se dem live! Jeg skammer mig bestemt ikke over at sige, at det uden tvivl er mit livs bedste oplevelse. Da jeg kom hjem lå jeg med sindssyge smerter i fødder og ben (vabler, for meget dansen og gåen i dårlige sko) og Post Concert depression i en uge.

Anden halvdel af året vil komme en af de næste par dage, da jeg desværre ikke har tid til at skrive mere i dag!

Jeg håber I alle sammen kommer godt ind i det nye år. Pas nu godt på jer selv og hinanden! 

<3 Mette

Merry Christmas everyone!

Maden er i ovnen, risalamanden står i køleskabet, gaverne er undertræet og julemusikken fylder både stuen og køkkenet. I dag er det den 24. december, dagen jeg både har set frem til og frygtet meget.  

Jeg har altid været som et lille barn op til jul, selv i mine voksne år gik jeg næsten mere op i jul end fødselsdag. Det har dog ændret sig lidt de sidste 2 år, da jeg nu ingen familie har tilbage at fejre jul med, endnu værre blev det da Birgit desværre måtte fortælle mig, at jeg ikke kunne holde jul sammen med dem i år. I 2 uger græd jeg næsten hver dag, jeg frygtede julen og alt hvad den bringer, for jeg skulle holde jul et "fremmede" sted (nyt) dvs. på kollegiet, med to personaler der egentlig ikke betød det store for mig, der var ingen andre beboer hjemme, og jeg havde mest lyst til at aflyse det hele.

Heldigvis endte det med at min kæreste ikke skulle til Tunesien hen over jul og nytår alligevel, og derfor er han her hjemme og fejre jul sammen med mig, og de sidste par dage har godt nok været sjove! Selvom min kæreste er muslim opfører han sig som et lille barn, og det hjælper så meget på humøret. Han har både været med til at hente juletræ, pynte det og pakke julegaver ind (hvilket han er ret dårlig til btw hahahahahaha. Bevis: HER)

Så indtil videre, er min juleaften gået meget bedre end jeg turde håbe på. Nu skal vi heldigvis snart spise, og så skal alle de flotte pakker pakkes ud, jeg glæder mig! 

Jeg håber I får en rigtig god aften, med masser af fantastisk mad, masser af slik, og en masse flotte gaver! 

<3

Psykisk sygdom set udefra

Jeg havde svært ved at finde en passende overskrift, men jeg håber at den her kommer tæt nok på. 

Der er rigtig mange foredomme om psykisk syge/psykisk sårbare mennesker, og ikke nok med det, er det også et emne der er meget tabu at snakke om. Problemet er at så længe der ikke bliver snakket, vil der blive ved med at være fordomme, kiggen skævt til og ned på, folk med en psykisk diagnose. 

Jeg skal være den første til at indrømme, at JEG var en af dem. Min mor har aldrig været god til at snakke om følelser, og når man var ked af det var man bare depressiv og skulle æde piller. Det er også grunden til at det eneste jeg egentlig vidste om psykisk sygedomme før jeg startede til udredning, faktisk kun var det man læste i medierne. Folk der stikker af fra lukkede afdelinger, og bliver betegnet som farlige. Folk med skitzofreni borderline og des lige, der slår folk ihjel - eller prøver. 

Det er omkring 4 år siden jeg fik mine diagnoser, men alligevel skulle det gå så langt som at lære andre psykisk sårbare at kende, før jeg fandt ud af at det man hører om i medierne jo kun er den dårlige side. 

For et lille år siden, begyndte snakken om bosted at komme på tale, jeg kunne ikke blive boende hos Birgit for altid, og jeg følte mig overhovedet ikke klar til at bo alene. Jeg har siddet til samtaler med div. behandlere og kommune mennesker, og sagt at jeg var mega bange for at flytte på bosted, for tænk nu hvis jeg kom til at bo et sted hvor der var folk med skitzofreni, de kaster jo rundt med møbler, råber og skriger døgnet rundt, og man kan ikke vende ryggen til dem, for så overfalder de en. 

Selvfølgelig kan der ske ting engang imellem, og jo der bliver da også råbt og skreget engang imellem, også af mig. Men jeg skal være den første til at indrømme, at hold kæft hvor tog jeg bare fejl, og jeg skammer mig! 

De folk der bor her, er ikke kun mine naboer, flere af dem er også blevet mine rigtig gode venner, dem jeg kommer bedst ud af det med, er faktisk alle skizofrene (karma you know ;))

Jeg ved hvordan det er at blive bedømt pga ens diagnoser, for da jeg fik mine, forsvandt 95% af min vennekreds, jeg gik for at have 10-15 tætte venner, aldrig at være hjemme, til at have 2-3 venner tilbage, fordi nu havde jeg en diagnose, så var jeg lige pludselig farlig og utilregnelig. Det folk lige glemmer er, jeg er stadig den samme person, nu har man bare fundet grunden til at jeg kæmper mere med nogle ting, end andre mennesker gør.

 

- Ham der gør mig glad, på trods af vores diagnoser og det vi kæmper med.

Jeg håber det her giver jer noget at tænke over. 

<3 Mette